Fortsæt til indhold
Aarhus

Jul i børnehavehøjde: »Ved du godt, at det faktisk er min far, der er julemanden ?«

Jul fra dør til dør: Julen er hjerternes - men i stor grad også børnenes - fest. Bag dør nr. 20 gemmer sig 19 børnehavebørn fra Børnehuset Mols i Knebel, som alle fortæller, hvad julen betyder for dem.

Julekalender. 20. december:

I Børnehuset Mols i Knebel på Djursland har hele december stået i julens tegn. Det er derfor heller ikke gået henover nissehuehovederne på de 19 børn, som er en del af børnehavens storebørnsgruppe, at det lige om lidt er juleaften. JP Aarhus har spurgt dem alle om, hvad julen betyder for dem.

Sune Rothmeier Nørum, fem år

»Det bedste ved julen er, at spise slik, se Disney-sjov og skøjte. Men jeg har ikke nogen skøjtesko,«

Hvad nu hvis, der ikke kommer is på vandet?

»Vand kan smelte is. Og lava kan smelte is.«

Hvad har du ønsket dig?

»Jeg har ønsket mig en iPad. Og en bazooka! Den kan skyde med mange ting. Og så har jeg ønsket mig en stor monstertruck.«

Tror du, at det er julemanden, som kommer med gaverne?

»Ja!«

Bosse Kirk Ralund, seks år.

»Jeg skal se to julekalendere juleaften. Jeg skal se Theo og Den Magiske Talisman, og så skal jeg se Selmas Saga. Jeg kan bedste lide den med Theo, fordi den er uhyggelig og også lidt sjov.«

Hvad har du ønsket dig i julegave?

»Jeg har ønsket mig en bilbane, hvor man trykker på en knap, og så kører begge biler. Og så kan man køre kapløb. Det vil jeg lege med min lillesøster.«

Nora Martine Ellegaard Kruse, fem år.

»Jeg skal op og holde jul oppe i Norge med mine forældres venner, tror jeg.«

Hvad har du ønsket dig i julegave?

»Det ved jeg ikke.«

Hvad er det bedste ved julen?

»At danse rundt om juletræet. Jeg ved ikke hvilke sange, vi skal synge. Vi har sunget jesussange i børnehaven.

Ved du, hvorfor man holder jul?

»Det er fordi, Jesus blev født.«

Nicklas Toustrup Johnsen, fem år.

»Julen er rigtig dejlig, fordi man får gaver. Man kan få en hel masse gode ting. Jeg har ønsket mig en maletavle, så jeg kan male lige, hvad jeg vil. Så skal jeg male en tiger, ligesom den jeg har på min T-shirt. Det er bare en unge-tiger.«

Hvorfor kan du lide julen?

»Man får en helt masse slik juleaften. Det er rigtig dejligt, at man får en masse slik. Og så bliver jeg helt glad inde i min krop!«

Meera Marthau, fem år.

»Jeg glæder mig til jul, fordi man skal pakke gaver op. Jeg har ønsket mig et smykkeskrin.«

Hvilken følelse tror du, du får i maven, når du skal åbne din gave?

»Hmm. Glad.«

Er der andet ved julen, der er hyggeligt?

»At pynte juletræ. Vi har allerede pyntet det hjemme hos mig. Og så skal vi have julegrød.«

Anna Dudyak, fem år.

»Jeg har ønsket mig et stort hjertechokolade, som jeg har set på min iPad. Jeg elsker at få gaver! Jeg vil sige tak, hvis jeg får gaven.«

Hvad er din yndlings del af juleaften?

»At danse om juletræ. Så skal vi synge højt fra træets grønne top. Den har vi også sunget i bålhytten.«

Arya Gilsager, fem år.

»Jeg kan godt lide jul, fordi man får flotte gaver.«

Hvem får man dem af?

»Af julemanden og af mine søde mor og far og af alle dem, man kender.«

Hvad er din yndlings del af julen?

»Det er at gå på ski. Det har jeg nemlig været, og det var sjovt. I år skal vi holde jul derhjemme.«

Skal I stå på ski på et andet tidspunkt?

»Jeg ved ikke, hvornår vi skal det. Men det er fordi, vi har en lille kat på nul år. Min mor tror, at katten vil bide og ødelægge juletræet og de ting, vi hænger op. Og det synes hun ikke er så pænt. så bliver hun lidt vred på katten. Mor har nemlig set på sin telefon, at katte ødelægger julepynt. Og så har vi en anden kat, Frida, som er hvid og ond.«

Miles Gilsager, fem år.

»Jeg ønsker mig en metaldetektor, fordi så kan man finde jern over det hele.«

Har julen meget at gøre med gaver?

»Ja.«

Har i julehygget her i børnehaven?

»Ja, vi har lavet julepynt. Jeg har lavet to nissemænd og julehjertet.«

Hvad glæder du dig mest til juleaften?

»Jeg glæder mig mest til, at julemanden kommer, når vi har danset rundt om juletræet.«

Norah Ella Astrup, fem år.

»Det bedste ved julen er at få gaver.«

Det er der mange af jer, der siger. Hvorfor tror du det?

»Fordi, der er spændende ting inde i gaver! Diamanter for eksempel. Det har jeg ønsket mig. 1. december gik vi ud i en forretning, og så skulle jeg pege på, hvad jeg ønsker mig.«

Hvad er det bedste ved juleaften?

»At julemanden kommer. Fordi han er sød. Og du ved godt, at det faktisk er min far, der er julemanden.«

Er det virkelig rigtigt?

»Ja! Han tager julemandstøj på og går ud af døren og så går han ind af den anden dør.«

Tror du godt, at han ved, at du ved det?

»Ja, for han har ikke hvidt skæg, han har sådan lidt noget brun og sort skæg, så jeg kan godt kende ham.«

Viktor Højgaard Pedersen, fem år.

»Jeg glæder mig mest til at være med i avisen. Og så glæder jeg mig også mest til juleaften. Fordi, der får man gaver.«

Er der andet end gaver, der er godt ved juleaften?

»Man får legetøj! Ellers er det at danse rundt om juletræet. Så skal vi synge ”På loftet sidder nissen”.«

Hvorfor er den god?

»Det er fordi, at det er jo nissen, der er oppe på ens loft. Så kan det være, at den hører at vi synger, og så synger den med.«

Hvad er det bedste ved julen?

»Sne! Det har i hvert fald sneet her i børnehaven. Så kan man lege sneboldkamp og lave en snemand.«

Eigil Esman Mikkelsen, fem år.

»Det bedste ved juleaften er, at man danser om et træ, og man synger, og man har dejligt godt med hinanden. «

Hvorfor er december en god måned?

»Fordi man glæder sig. Man har helt sommerfugle i maven juleaften. Det er fordi, at der kommer alle mulige mennesker, som man glæder sig til at se. For eksempelvis min morfor, min mormor eller onkel. Det er jeg lang tid siden, jeg har set dem.«

Liva Backmann Nielsen, fem år.

»Jeg elsker bare, når man skal pakke gaver op. Så bliver man bare helt vildt spændt! For man ved ikke engang, hvad der er i.«

Hvad er det bedste ved december?

»Det bedste ved hele december er, at man skal pakke decembergaver op hver dag. Jeg har for eksempel fået den her læbepomade i gave.«

Emmelie Kvortrup Johnsen, fem år.

»Jeg elsker at danse om juletræet og synge en masse sange.«

Hvorfor er december en god måned?

»Hvad er december?«

Det er den her måned, vi er i lige nu. Kan man mærke i børnehaven, at det er jul?

»Man får fortalt, at det snart er jul. Og så bliver julelyset tændt, og så brænder tallene ned og man kan følge med. Det er ret hyggeligt, at der er tændt stearinlys.«

Anton A. V. Jensen, fem år.

»Det bedste ved juleaften er, at få gaver. Fordi der får man alt muligt legetøj, som man kan lege med. Jeg har ønsket mig en masse Playmobil. Jeg tror, at jeg får det.

Hvad er det bedste tidspunkt på juleaften?

»At spise juleaftensmad. Vi skal have æbletærte og julekylling, og så skal vi også have æbleskiver med fløde.. Nej, flormelis. Og så er der syltetøj. «

Siri Cecilie Ibsen Dehli, fem år.

»Jeg elsker når sneen falder ned fra himlen. Så kan man sidde i vinduet og se snefnuggene danse. Og så kan man kaste med snebolde.«

Hvad er det bedste ved julen?

»At man kan få lov til at danse om juletræ og lege med bamser.«

Thøger Veutzel Riis, fem år.

»Jeg kan bedst lide juleaften, fordi man får gaver. Man får noget nyt, som man ikke har. Noget mega sejt. For eksempel en fjernstyret bil eller en vandpistol.«

Hvad er det bedste tidspunkt på juleaften?

»Det bedste tidspunkt er, når man skal have mad, fordi det smager så lækkert.«

Celina Grønsted, fem år.

»Til jul får man lov til at danse om juletræer og pynte dem med sine venner måske.«

Hvad glæder du dig mest til?

»At vi skal danse rundt om juletræet. Så skal vi synge: ”Højt fra træets grønne top, stråler juleglansen.” Og så kan man få lov til at holde fri og finde juletræer.«

Hvordan finder man et godt juletræ?

»Man skal bare finde et, man synes, er bedst.«

Magne Kornelius Ljungbjerg, fem år.

»Julen er faktisk en god ting, fordi man har fri, når der er snestorm. Og så er det sådan, at man nogle gange kan få lov til at spille iPad. Det bedste er at få gaver. Nogle gange får man nogle gode gaver nemlig. «

Ved du, at du får gode gaver?

»Ja, det ved jeg. Jeg har skrevet det på min ønskeseddel, og jeg har også sagt, at jeg ønsker mig det.«

Hvad er det bedste ved december?

»Det er sådan, at man jo får gaver fra nisserne. De har givet mig ting, der er meget flotte. De har faktisk engang givet mig en diamant på mit rum. Det er rigtigt. Men nu har jeg fået den med hjem. Den passer jeg godt på.«

Marti Padrò Garcia, fem år.

»Jeg skal flyve med fly fra Danmark til Catalonien og holde jul i Barcelona.«

Hvem kommer med?

»En masse, der taler spansk. Den spanske julemand kommer også til Barcelona. Der er gaver, men ikke helt vildt mange gaver.«