Fortsæt til indhold
Aarhus

Odder Kommune med i nyt tiltag mod fravær

Odder Kommune er fra det nye år med i projekt Back2School, der skal hjælpe børn med for højt fravær tilbage på skolebænken. Tiltaget kommer, efter at kommunen også tidligere på året skærpede indsatsen mod for højt fravær for byens folkeskoleelever.

I starten af det nye år deltager Odder Kommune i projektet Back2School, som er en indsats, der hjælper børn med for meget skolefravær.

Projektet er et tværfagligt samarbejde, hvor Center for Psykologisk Behandling til Børn og Unge (CEBU), Psykologisk Institut og Aarhus Universitet i samarbejde med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Aarhus og Odder undersøger kommunernes tilbud til børn med bekymrende skolefravær.

»Vi er glade for, at vi har fået mulighed for at være med i Back2School. I Odder Kommune har vi allerede flere tiltag til at hjælpe skoleelever med for højt fravær, men vi kan helt sikkert også lære noget af at være med i projektet,« siger direktør for Børn, Unge og Kultur i Odder Kommune, Karsten Poulsen.

Han kommer desuden med en opfordring til de forældre, der ser et problem i forhold til for højt fravær hos deres børn, om at få børnene med i projektet.

»Det er en rigtig spændende mulighed for at være med i et godt forløb,« siger han.

Effekt skal undersøges

Under projektet vil forskere undersøge, hvor godt et Back2School-forløb virker. Det vil de gøre ved at sammenligne forløbet med kommunens tilbud til børn med bekymrende skolefravær. Formålet er at få viden om kommunens tilbud samt at undersøge om et Back2School-forløb kunne være et supplement til kommunens beredskab over for børn med bekymrende skolefravær.

Alle elever med højt fravær inviteres til at være med i projektet, der i øvrigt er gratis, og projektet er for børn fra folkeskoler i både Aarhus og Odder Kommune fra 0.klasse til første halvdel af 9.klasse.

Det er primært tiltænkt børn, der har fravær fra skolen i en sådan grad, at det går ud over deres faglige niveau og/eller deres psykiske trivsel, og som har haft mere end 10 % fravær fra skolen de seneste tre måneder.

Alle børn, der deltager i projektet, vil desuden få tilbudt hjælp til at håndtere deres bekymrende skolefravær enten ved at deltage i kommunens eksisterende tilbud eller i Back2School-forløbet, og fordelingen vil foregå ved lodtrækning.

En del af en større indsats

Det er ikke første gang, at Odder Kommune aktivt forsøger at nedbringe fraværet blandt kommunens folkeskoleelever. Tidligere på året blev det i børn-, uddannelses og kulturudvalget besluttet, at to socialrådgivere skulle ansættes i kommunen for at hjælpe de børn, der har et alarmerende højt fravær tilbage i skole.

Beslutningen var en konsekvens af et analysearbejde omkring sårbare børn og unge, der blev sat i gang, efter det sidste år kom frem, at der var sket en meget kraftig stigning i antallet af børn, der skulle i specialklasse. I analysen tog kommunen udgangspunkt i antallet af elever med bekymrende højt fravær, og man fandt omkring 30 elever, der havde et fravær på mere end 25 pct. Det udløste en mere aktiv indsats mod nedbringelse af fravær for folkeskolebørn i Odder Kommune.

»Vi er nødt til at finde nye måder at vænne børnene til at komme tilbage i skole,« siger Karsten Poulsen, der er direktør for børn, uddannelse og kultur.