Fortsæt til indhold
Aarhus

Efterårsferie: Vær med til udgravningen af Firgårde Fattiggård

Knoglefund, dele af tallerkener og spiritusflasker er blot noget af det, børn og voksne finder ved udgravningerne ved Kildebjerg i Ry. I efterårsferien kan alle være med til at finde ud af, hvordan Firgårde Fattiggård så ud for 100 år siden.

»Det er jo kun 100 år siden, at der boede folk her på fattiggården, så det er ret utroligt, at der hverken er tegninger eller billeder herfra.«

Louise Søndergaard, der er arkæolog og projektleder hos Museum Skanderborg, viser rundt på området ved Kildebjerg Ry, hvor både børn og voksne er i gang med udgravningen af det, der tidligere var Firgårde Fattiggård. Der bliver både fundet tallerkener, flasker og piber fra fattiggårdens tid, og det interesserer både børn og voksne at gøre unikke fund.

Mange synes, det er vildt fascinerende at være den første til at finde et stykke historie fra en anden tid, så projektet er meget populært.
Louise Søndergaard, arkæolog, Museum Skanderborg

Hele efterårsferien kan man sammen med Museum Skanderborg være med til udgravningsprojektet, der for andet år i træk finder sted lidt uden for Ry. Fra 1880 til 1916 lå Firgårde Fattiggård på grunden. Siden hen har en privat gårdejer købt grunden og anlagt en mark, men for fire år siden begyndte man at gøre de første fund fra fattiggårdens tid.

»Mange synes, det er vildt fascinerende at være den første til at finde et stykke historie fra en anden tid. At være den første til at røre et materiale efter så lang tid. Så projektet er meget populært,« siger Louise Søndergaard.

Hvordan så fattiggården ud?

En gruppe børn graver ihærdigt efter fund. Stykke efter stykke graver de sig længere ned i fundamentet, og flere finder vægstykker og tallerkenskår. Både børn og voksne er med denne lidt grå efterårsdag, og glæden er stor, da arkæologen kan konstatere, at væggene formentlig har været kongeblå i fattiggårdens stuer.

»Normalt vil man have både inventarlister og øjenvidner fra dengang, fattiggården eksisterede, men alting er åbenbart bare væk. Vi ved ikke rigtigt noget, udover at vi har fundet nogle menneskeskæbner, der har været bosat her. Så vi bruger den arkæologiske metode og forsøger at grave historie frem på den måde,« forklarer Louise Søndergaard.

Bettina Pedersen har taget sin datter Ane og flere klassekammerater med til dagens udgravning. Selv graver hun ihærdigt, for aktiviteten samler alle aldre.

»Det er meget spændende at være med til,« siger hun, mens en af pigerne viser en nyligt funden knogle, formentlig fra et dyr.

Alle fund fra udgravningen bliver placeret i en kasse, så de kan studeres efterfølgende. Foto: Morten Lau-Nielsen

Der er ikke rigtigt nogen, der præcist ved, hvordan Firgårde Fattiggård så ud, og det gør udgravningen ekstra interessant.

»Jeg er taget fra Vejle i dag, fordi jeg måtte være med til at grave i denne her uge. Jeg var på arkæologikursus sidste år, og det var altså rigtig spændende. Jeg har også tidligere været med til en udgravning, så jeg har en sten fra vikingetiden stående hjemme på reolen« fortæller Lise Gardner.

Hun er blot en af de mange fremmødte på pladsen. Hver dag hele efterårsferien møder omkring 20 både børn, bedsteforældre og voksne op formiddag og eftermiddag for at hjælpe med udgravningen, der også fandt sted sidste år.

»Det er desværre sidste år, vi kan grave her nu. Der skal bygges boliger ovenpå jorden her,« siger Louise Søndergaard.

Et atypisk projekt

Både frivillige, amatørakæologer og studerende har fattet skovlen for at grave. Normalt graver man ellers ikke efter historie, der ikke er ældre end 100 år, forklarer Louise Søndergaard.

»Det er et meget atypisk projekt, og det er ikke noget, vi normalt vil få støtte for at udgrave til. Der skal vi helst helt tilbage til jernalderen.«

Firgårde Fattiggård blev tilsyneladende fuldstændig glemt efter nedbrydningen i 1916, og Museum Skanderborg har siden hen søgt efter oplysninger omkring fattiggården via den lokale befolkning.

»Det har været vanskeligt at finde noget som helst information omkring fattiggården, men på Rigsarkivet i Viborg har vi fundet sognegårdsprotokoller, der har omtalt flere personer fra fattiggården, og de personer har vi kunnet genfinde i protokollerne fra Viborg Sindssygeanstalt,« forklarer Martin Philipsen Mølgaard, der er arkivleder og museumsinspektør.

Han forklarer desuden, at det har været noget af et puslespil blot at finde frem til enkelte personer, der har haft ophold på fattiggården, men at der stille og roligt tegner sig et billede af gården.

Et ideelt ferieprojekt for børn

De små skovle kradser flere fund fri for jord, og alle børn er meget koncentrerede om dagens udgravning. Hvem finder mon det næste vigtige fund? Indtil videre har man fundet fundamentet til hovedhuset og en staldbygning, og man kan kun gisne om, hvad der ellers ligger gemt under jorden.

Der er stor opbakning til udgravningsprojektet i efterårsferien, og Museum Skanderborg håber at kunne gentage succesen næste år. Foto: Morten Lau-Nielsen

Hvis man selv er interesseret i at finde et vigtigt stykke historie fra Firgårde Fattiggården, kan man til og med fredag deltage i udgravningen. Der er stadig ledige pladser, og ønsker man ikke at få fingrene helt ned i jorden, så kan man også blot møde op til en rundvisning hver dag i efterårsferien kl. 10 og kl. 14.

»Næste år må vi finde på noget nyt. Vi ved endnu ikke, hvor eller hvad det bliver, men måske noget om Anden Verdenskrig. Hvem ved,» siger Louise Søndergaard.