Fortsæt til indhold
Aarhus

Queen Machine bringer minder blandt publikum

Søndag eftermiddag var tusindvis af festivalgæster dukket op for at se Aarhus-bandet Queen Machine. For mange bragte koncerten minder tilbage til ungdommen.

K Andersen

I silende regn blev Bøgescenen indtaget af Queen Machine, der alligevel formåede at fylde en stor del af koncertpladsen.
Tabita Mortensen var en af dem, der havde glædet sig ekstra meget til at se kopi-bandet, der gengiver velkendte numre af det britiske rockband Queen.

”Alle mine venner er taget hjem fra festival, men jeg bliver. Det bringer minder tilbage, til dengang jeg var 16, og det er bare så fedt,” siger hun.

Helt fremme står en gruppe kvinder, der skåler i shots og strækker armene i vejret, hver gang forsanger, Bjarke Baisner, opfordrer publikum til at råbe. Det lyser i øjnene, når sange som ’The Show Must Go On’ og ’Somebody to Love’ brager igennem festivalpladsen, og når Bjarke Baisner skiftede tøj mellem sangene, var der endnu mere jubel at spore.

”Han er jo lækker,” smiler Tabita.

Queen Machine er stiftet i Aarhus i 2009 og havde sin debut på Aarhus Universitet. Siden er det gået stærkt for kopi-bandet, og der var ingen tvivl om, at bøgescenen gjorde indtryk på bandet.

”Det her er en drøm, der går i opfyldelse,” råbte Bjarke Baisner til publikum.

Artiklens emner