Fortsæt til indhold
Aarhus

Havnebadet er en del af en ny bevægelse på Aarhus Ø

Lørdag åbner Havnebadet ved Bassin 7 på Aarhus Ø for gæster, der vil bade, tage sol eller spadsere. Danmarks største havnebad er en del af en anden måde at opleve det nye Aarhus på.

Livreddertårnet står i sine ikoniske røde og hvide farver klar på det nye havnebad i Aarhus. Det er tomt, der er endnu ikke nogen eller noget at holde øje med i de fire bassiner.

Også vandet venter på liv. Lige nu er det kun enkelte småfisk og en hel del alger, der boltrer sig i de 22 mio. liter vand, der er bag den spunsvæg, som omkranser havnebadet.

Algerne forsvinder, når der kommer menneskeligt liv i vandet, siger chefkonsulent Steen Hestbek og arkitekt Marie Louise Bach fra Aarhus Kommune, der er med i projektstyringen.

Verdens største med havvand

Det store bassin er 50 meter langt. Trygfonden har doneret livreddertårnet, som vil være bemandet i Havnebadets åbningstid. Foto: Joachim Ladefoged

Livet kommer lørdag. Da er Havnebadet, der ikke bare er det største havnebad i Danmark, men det største i verden med havvand, endelig klar til at tage imod gæster, der ganske gratis kan boltre sig i vandet og tage sol på plateauet og promenadebroen.

Der er plads til 500 på plateauet og 150 på promenadebroen, hvorfra man har den fineste udsigt over havnen, byen, Aarhus Ø med al den byggeaktivitet, der er i området lige nu, og kabelbanen ved siden af. Her bliver wakeboardere trukket hen over vandet i en hast, så vandet viser tænder, og de selv kan vise deres evner til at hoppe og springe for fornøjelsens skyld.

Kommer der flere end de 650 gæster, bliver de senest ankomne afvist af en rød lampe, fortæller Steen Hestbek. Så må de tilbringe tiden i nogle af de barer, der midlertidigt er sat op, dels for at kunne betjene de mange mennesker, der ventes at komme, dels for at danne et hegn mod byggepladsen bagved. Street Coffee og Metin’s Grill er allerede klar til at tage imod gæster, og snart kommer også SeaDucktion med øl, bobler og hotducks til.

Ved siden af Havnebadet er der boder, hvor man købe mad og drikkevarer og læne sig tilbage med udsigt til havnen. Foto: Joachim Ladefoged

Havnebadet er tegnet af arkitektfirmaet BIG med den danske arkitekt Bjarke Ingels i spidsen. Det er også BIG, der står bag det store byggeri, der omkranser Havnebadet på landsiden, AArhus, som snart bliver udvidet med et hotel- og konferencecenter.

59 km bæredygtigt træ

På en plads ved siden af beachvolleybanen er Jamie Linley i gang med sin streetart. Foto: Joachim Ladefoged

Havnebadet, der er bygget af godt 59 km bæredygtigt og miljørigtig organowood-behandlet svensk fyrretræ, er ikke bare et havnebad, men en del af en bevægelse langs havnen og ud til Aarhus Ø, fortæller arkitekt Finn Nørkjær fra BIG. Derfor inviterer Havnebadet i sit design også folk til at gå en tur på promenaden, når de er ude at spadsere i den nye bydel.

»Hele vores projekt på Aarhus Ø startede med, at vi lavede et forslag til en masterplan for hele området. Det var grundlæggende, at i stedet for at lave nogle huse og så håbe på liv efterfølgende, designede vi området ud fra det byliv, man kender. Vi lavede pladser og stræder i en størrelse, som man kender fra det traditionelle Aarhus, og desuden to promenader,« fortæller han.

»Den ene er på den gamle havnefront langs bassinerne, den anden er et loop, der starter i Aarhus og er en blød bevægelse ud til øen, ud på havnebadet og ind til det nye hotel, videre til de restauranter, der kommer, bagom det kommende teater og ud til badehusene. Det er altså ikke bare et havnebad, det er en del af en offentlig sti, som går fra byen og ud til spidsen af Aarhus Ø.«

Havnebadet er en del af en promenade, som strækker sig fra byen og ud til spidsen af Aarhus Ø. Foto: Joachim Ladefoged

Se en video, taget med drone, fra Havnebadet her.