Fodbold og fællesskab på havnen
Hyggeligt og lækre rammer. Både børn og voksne roste DR's VM-arrangement på havnepladsen, da JP Aarhus lørdag tog temperaturen blandt de fremmødte.
Dagmar Winther Krustrup, 10 år, styrer direkte hen mod Cristiano Ronaldo-figuren for at blive foreviget sammen med sit idol. Hendes far tager også et billede af datteren sammen med Christian Eriksen, der lige som en række andre af stjernerne fra VM i fodbold er stillet op langs hegnet mod havnen for at undgå, at folk falder i vandet, når de besøger DR's VM-arrangement på havnepladsen i Aarhus mellem Dokk1 og Navitas.
Her kan interesserede se samtlige kampe fra VM i Rusland på en kæmpe storskærm, kigge studieværterne og fodboldeksperterne over skuldrene og opleve en række aktiviteter frem til den 15. juli.
Dagmar Winther Krustrup er begejstret for arrangementet, fortalte hun lørdag middag, da hun og mange andre aarhusianere besøgte havnepladsen.
Det er super-fedt, at der er sådan et samlingssted.Anders Bager, 22 år, studerende
»Der er plads til mange mennesker, så det er ret hyggeligt. Det er fedt, at der er sådan et åbent rum, og at man sidder lige ud til vandet,« siger den 10-årige, som spiller fodbold i HIK i Harlev.
Ved siden af hende på nogle af de træbænke, der normalt omkranser multibanen på havnepladsen, men nu er forvandlet til siddepladser, sidder den 22-årige Anders Bager og Sigurd Jensen på 21 år, der begge læser til maskiningeniør på Navitas og følger Frankrigs kvaler med at slå Australien. Anders Bager nyder også DR-setuppet:
»Det er superfedt, at der er sådan et samlingssted. Det er fodbold, det er VM, og det er Danmark – det er fællesskab og hygge.«
Scorede på fire af fem
Længst fra storskærmen tester syvårige Mads Thomasen sin præcision på DR's VM-udfordring - en plade med huller, der giver 100-500 point, når det lykkedes at skyde en bold igennem et hul.
»Jeg scorede på alle fem skud undtaget et,« fortæller han stolt sine forældre, Caroline og Søren Thomasen.
De roser arrangementet og fremhæver, at der er et godt udvalg af mad til rimelige priser i boderne, hvor der bl. a. kan købes kyllingespyd, steaks og frankfurtere til selv at grille på de seks gasgrill ud for boderne. Parret efterlyser dog, at DR stiller en kurv op med bolde ved præcisionspladsen, da deres medbragte bold bliver opfattet som fælleseje.
»Folk tror nærmest, at vi står for det,« griner Caroline Thomasen.
Over for udfordringen snupper seks små drenge sig en kamp på den opstillede minifodboldbane.
Kolde dåseøl og paraplyer
Det store udlagte grønne græstæppe på havnepladsen bliver mere og mere fyldt, i takt med at kampen mellem Frankrig og Australien skrider frem. Fyre med Danmarkstrøjer og massevis af øl, forældre med klapvogne og ældre på gåtur kommer til VM-området.
Helt forrest på grønsværen, tættest på den kæmpe skærm sidder seks fyre, der er flyttet til Aarhus fra Ribe for at studere, på deres medbragte klapstole med dannebrogsslag over skuldrene. En spand med is holder dåseøllene kolde - og omkring dem står flere ølrammer øl og en sæk med isterninger klar til en genopfyldning af spanden. Den 28-årige Stephen Andersen, som læser til bygningskonstruktør, roser de »lækre rammer«.
»Det er fedt, at man kan samle så mange mennesker, hygge med gode kammerater og opleve den folkestemning, der altid er, når vi skal spille VM. Der kommer sikkert en god stemning senere hernede,« siger han og fortæller, at kammeraterne bliver til samtlige fire kampe lørdag og først tager videre ved 23-tiden.
De truende skyer og dystre vejrudsigter får ikke lov til at spænde ben for planerne, da regnslag, paraplyer og tæpper også indgår i kammeraternes sortiment.
»Vi har forberedt os godt,« konstaterer Stephen Andersen.
DR: Plads til 10.000
Anders Kern Boje, der er underdirektør og ansvarlig for sporten i DR vil ikke fortælle, hvad arrangementet er budgetteret til at koste. Han oplyser, at der kan være 10.000 mennesker af gangen til begivenhederne på havnepladsen, og at DR glæder sig over, at initiativet er blevet godt modtaget.
»Jeg synes, at der har været utrolig god stemning dernede indtil videre, og det, håber vi, fortsætter.«