Fortsæt til indhold
Aarhus

Færch & Co. flytter afdeling til Aarhus og skifter navn

Aalborgvirksomheden ønsker at rykke tættere på kunderne i det midtjyske.

JP Aarhus

Den 125 år gamle tømrervirksomhed Færch & Co. flytter sit midtjyske domicil fra Solbjerg til Søren Nymarksvej i Højbjerg. Samtidig skifter firmaet navn fra Færch & Co. Solbjerg til Færch & Co. Aarhus.

Valget af det nye domicil skyldes både vækstplaner og et praktisk behov for en mere central placering tæt på virksomhedens aktiviteter i Aarhus. Med flytningen får byggelederne kortere afstand til byggepladserne, og serviceafdelingen får bedre logistik. Samtidig skal den mere centrale beliggenhed hjælpe med at tiltrække medarbejdere, oplyser virksomheden.

Den nye Aarhus-direktør, Stefan Fruergaard-Pedersen, skal vækste Aarhus-afdelingen. Og selvom Aalborgvirksomhedens Aarhus-afdeling kun har eksisteret i fire ud af virksomhedens 125 år, er adm. direktør Søren Worup ikke i tvivl om potentialet i det midtjyske.

»Vi beskæftiger nu 76 mand i Aalborg og 48 i Aarhus, men jeg er sikker på, at vi inden for få år er større i Aarhus end i Aalborg,« forudser han.

I det centrale Aarhus har Færch & Co. i de senere år udført en række hoved- og totalentrepriser inden for især uddannelsesbyggeri. Blandt andet VIA University College på Ceres-grunden, Fjordsgade Skole i Aarhus og Bakkegårdsskolen i Tilst. Senest har virksomheden igangsat en nyopførsel i hovedentreprise af et sundhedshus i Hinnerup. Samtidig har tømrervirksomheden mange service- og renoveringsopgaver for boligforeninger.

Det nye domicil på Søren Nymarksvej i Højbjerg er med kontor, snedkerværksted og lager på knap 1.000 kvadratmeter.