Fortsæt til indhold
Aarhus

Forslag: Gendan togstop ved badeanstalt

Enhedslisten og Alternativet vil have genetableret et stoppested for Letbanen ved Den Permanente.

Når Letbanen engang kommer til at køre mellem Aarhus og Grenaa, skal det være med mulighed for at komme af eller på toget ved badeanstalten Den Permanente i Risskov.

Det mener de to byrådspartier, Enhedslisten og Alternativet, som derfor har sat punktet på dagsordenen for onsdagens byrådsmøde. Partierne vurderer, at et togstop ved Den Permanente vil gavne tilgængeligheden til det rekreative område og mindske biltrafikken gennem midtbyen.

»Folk fra midtbyen, fra sydlige og nordlige forstæder og omliggende kommuner kan så bruge badeanstalten, stranden og skoven uden at bidrage til gennemkørende biltrafik i midtbyen og parkeringskaos på Salonvejen,« siger Keld Hvalsø, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten.

DSB nedlagde stoppestedet ved Den Permanente i 2005. Baggrunden var, at togene dengang var længe om at stoppe og om at accelerere op i fart igen efter en standsning.

Sidste år overrakte beboere fra Risskov-området en underskriftsindsamling med omkring 1.400 underskrifter til daværende teknikrådmand Kristian Würtz (S) med budskabet om netop at få lavet et stop ved Den Permanente samtidig med etableringen af Letbanen. Enhedslisten og Alternativet vurderer, at de kommende tog kan stoppe og accelerere så hurtigt, at et stop ikke tager ret lang tid. Ifølge partierne kræver det blot signal- og billetteringsanlæg og lidt buskrydning, at genetablere stoppet, da perronen mm. stadig er der.