Fortsæt til indhold
Aarhus

Letbanens passagerer er glade for letbanen

92 pct. af letbanens brugere har et positivt indtryk af letbanen, viser en brugerundersøgelse. Lyse tog med god plads og ingen larm, lyder nogle af roserne.

Letbanen i Aarhus er en populær ting.

Det gælder i hvert fald hos brugerne af letbanen, for her svarer 92 pct. af i alt 760 adspurgte passagerer i en ny brugerundersøgelse, at de har et umiddelbart ”positivt indtryk” af letbanen.

Undersøgelsen er lavet af Aarhus Kommune, og af kommentarerne fremgår det, at de tilfredse brugere ser letbanen som behagelig at køre med, altid til tiden, ikke så larmende og så er togene lyse, og der er god plads.

Vi ser frem til at få letbanens fulde potentiale indløst med åbning af Odder- og Grenaabanerne.
Jens Velling, kommunikationschef ved Aarhus Letbane

»Den er fantastisk dejlig. Det er meget simpelt og let, der er god plads og den er støjsvag,« lyder kommentaren fra en bruger.

Halvdelen af brugerne bruger letbanen til og fra arbejde, og de mest brugte stoppesteder er Aarhus H, Universitetshospitalet i Skejby, Olof Palmes Allé, Nørreport og Aarhus Universitet ved Ringgaden.

En nylig passagerundersøgelse viste, at letbanen har 2.500 flere kunder om dagen end bybuslinje 1A havde på strækningen mellem Aarhus H og Universitetshospitalet, og det svarer til en passagerfremgang på 40 pct.

Brugerundersøgelsen tilføjer dertil oplysninger om, at 71 pct. af brugerne er skiftet fra bus til letbane, mens seks pct. er skiftet fra bil til letbane.

Ole Sørensen, gruppeleder ved Midttrafik, glæder sig over tilfredsheden, og han forventer en endnu bedre køretid.

»Vi arbejder stadig på at prioritere signalerne på strækningen, og det synes vi også er en vigtig ting, så letbanen kan komme hurtigere frem. Det arbejder kommunen og letbanen på, så vi ikke får for mange stop undervejs,« siger han.

At 71 pct. af passagererne er skiftet fra bus og 6 pct. er skiftet fra bil, har Ole Sørensen svært ved at konkludere på.

»Vores forventning har været, at det er blevet mere attraktivt at skifte til letbane, når man kommer ind til Aarhus med tog, og det tror vi også på, at det er blevet. Men vi er lige startet og kører på en kort strækning, så det er svært at drage konklusioner ud af det på nuværende tidspunkt, og når vi får Odder- og Grenaabanerne på, vil det formentlig lokke flere bilister til at bruge letbanen,« siger han.

Også Jens Velling, kommunikationschef ved Aarhus Letbane, glæder sig over tallene:

»Det er bare glædeligt for os, at brugerne er så tilfredse med letbanen, og vi ser frem til at få letbanens fulde potentiale indløst med åbning af Odder- og Grenaabanerne,« siger han.

Han kan fortsat ikke oplyse, hvornår de to strækninger kommer i gang med at køre.