Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus Lufthavn: Nye ruter giver stor passagervækst

Aarhus Lufthavn har opnået stor passagerfremgang, men regner med endnu mere i 2018.

Effekten af det nye rutesamarbejde med SAS kan nu mærkes i Aarhus Lufthavn.

I april steg passagertallet med knap 40 pct. i forhold til samme måned året før – fra 29.676 til 41.428 passagerer.

I løbet af foråret har Aarhus Lufthavn åbnet nye ruter til henholdsvis Stockholm, München, Oslo, Nice og Mallorca, og det har udløst en stigning i udenrigstrafikken på 77 pct. i forhold til april 2017 – fra 12.990 til 23.042 passagerer.

Det er heldigvis et billede og en vækst, som vi kommer til at se meget mere af i 2018.
Peter Høgsberg, direktør i Aarhus Lufthavn

Mere i vente

»Det ekstraordinært store spring i udenrigstrafikken skyldes i overvejende grad de mange nye SAS-ruter, selv om flere af ruterne faktisk kun har været åbne i et par uger. Det fortæller sin helt egen historie om det fremtidige potentiale,« siger lufthavnsdirektør Peter Høgsberg og tilføjer, at udviklingen også bliver hjulpet på vej af Czech Airlines’ rute til Prag og Ryanairs rute til Gdansk.

Lufthavnsledelsen forventer, at det nye samarbejde med SAS vil øge lufthavnens trafik med minimum 50 pct.

»Det er klart, at de mange nye ruteåbninger også gør en markant forskel for lufthavnens samlede trafik, og det er heldigvis et billede og en vækst, som vi kommer til at se meget mere af i 2018,« siger lufthavnsdirektøren.

Peter Høgsberg peger samtidig på, at de mange nye ruter øger tilgængeligheden til en lang række nye destinationer, som Aarhus Lufthavn ikke selv har direkte flyvninger til.

Særligt populær er Oslo, hvor østjyske forretningsrejsende i stor stil benytter sig af muligheden for at flyve videre til bl.a. Bergen, Stavanger, Trondheim og Tromsø. Også via München er transfertrafikken betragtelig.

Påsken faldt uheldigt

Indenrigstrafikken er fra april 2017 til april 2018 steget med 18 pct. fra 14.095 til 16.602 passagerer, mens chartertrafikken er faldet fra 2.403 til 1.653 – 31 pct. Sidstnævnte skyldes ifølge Peter Høgsberg, at påsken i år faldt i marts, mens den i 2017 faldt i april.

Baseret på de nye passagertal er lufthavnens største rute fortsat SAS’ indenrigsrute mellem Aarhus og København. Herefter følger Ryanairs rute til London, mens tredjepladsen indtages af SAS-ruten til Oslo.