En mail til borgmesteren, en mail til rådmanden og »et kollektivt svigt« i Aarhus Kommune
Kim Dybris er blevet uberettiget fyret af Aarhus Kommune. Han har ret til en erstatning på ni måneders løn. Men han får ikke en krone, fordi sagen er forældet. I 2012 advarede han flere gange den øverste politiske ledelse om problemer i skandaleramt afdeling.
»Kære Jacob Bundsgaard,» indledte Kim Dybris sin mail den 8. oktober 2012.
Det var ikke den første gang, at han skrev direkte til borgmesteren i Aarhus Kommune. Men det var muligvis den sidste, tænkte han.
For frustrationerne, vreden og følelsen af at være overladt til sig selv havde efterhånden tæret så meget på psyken, at han var tæt på at give op.