Sejlsæsonen starter i svømmehallen
Kæntringsøvelser og svømning for Kaløvig sejlklubbens børn og unge skal øge sikkerheden på vandet.
Børn og unge, der har lyst til at bruge de varme sommermåneder på vandet i en jolle eller på et board, skal allerede nu finde badetøjet frem. Sejlklubben Ebeltoft Vig starter i år sæsonen to måneder før end normalt – i det veltempererede vand i Ebeltoft Idrætcenters svømmehal.
Det starter med indskrivning og kæntringsøvelser søndag den 4. marts, og medlemskab er åbent for alle fra 5-18 år, der enten vil sejle jolle eller balancere på Stand Up Paddle-boards.
Vi vil gerne være sikre på, at vores børn og unge er trygge ved vand, allerede før de starter til sejlads.Lone Bolther Rubin, ungdomsleder i Sejlklubben Ebeltoft Vig
»Vi vil gerne have fat i medlemmerne, før end vi plejer. Samtidig er det især for begyndere trygt at prøve at kæntre en optimistjolle i svømmehallens rammer, inden det måske sker ude i virkeligheden,« fortæller sejlklubbens nye ungdomsleder, Lone Bolther Rubin.
Sammenhold og sikkerhed
Efter den første søndag mødes medlemmerne nogle gange – både i svømmehallen og til teori i klubhuset.
»Vi tror på, det giver et bedre sammenhold fra starten, og at det øger sikkerheden. Vi vil gerne være sikre på, at vores børn og unge er trygge ved vand, allerede før de starter til sejlads. Selvom man ikke sejler for at kæntre, så sker det altså alligevel, og i maj er vandet også noget koldere, end det er i svømmehallen,« forklarer Lone Bolther Rubin.
Efter en årrække med mindre interesse for at sejle i optimistjoller, har sejlklubben siden sidste sommer oplevet en stor tilgang. For at styrke den tendens yderligere har klubben valgt at sætte kontingentet for børn og unge ned til det halve. Det vil sige 350 kr. for en sæson.
Når det så samtidig kan lade sig gøre at udvide tilbuddet, skyldes det en god opbakning fra forskellige sponsorer. Rønde Sparekasse har doneret en helt ny optimistjolle til klubben, og andre lokale sponsorer har gjort det muligt at tage de unge medlemmer med til træning i svømmehallen.
Sidste sommer støttede Trygfonden, Friluftsrådet, Fonden Østdjursland, Syddjurs Kommune og Nationalpark Mols Bjerge indkøbet af Stand Up Paddle-boards, rednings- og svømmeveste, våddragter med videre.
»Uden al denne økonomiske hjælp ville vi slet ikke kunne tilbyde så stort og varieret et tilbud. Så vi er evigt taknemmelige,« siger Lone Bolther Rubin.
Man kan se hele sæsonens program på sejlklubbens hjemmeside. De deltagende medlemmer må godt tage deres familier med i svømmehallen, men de skal selv betale entré.