Fortsæt til indhold
Aarhus

Musikalsk er Aarhus stadig en by, der rykker

Torsten Cubel er medskaber af Aarhus Echo, en hjemmeside, der dyrker den musikalske side af Aarhus.

»Der er en stolt musikhistorie i Aarhus. Den stopper tit omkring 1980’erne, men med Aarhus Echo vil vi gerne vise, at der i den grad sker ting i dag, som peger fremad.«

Man kan høre, at Torsten Cubel har helt ret, når han siger, at han er drevet af hjerteblod og engagement.

Den 9. december – den dag, kulturhovedstadsåret officielt sluttede med koncerter på de fleste af byens spillesteder, præsenterede Aarhus Echo sig offentligt, og siden har Torsten Cubel arbejdet videre med konsulentbistand fra Carsten Holm, som er radiovært på DR’s P6 Beat.

Det vil vi gerne fortælle om: Den gode historier om Aarhus og musikken.
Torsten Cubel, Aarhus Echo

Den 43-årige Torsten Cubel, der er uddannet lærer og musikmanager, beskriver Aarhus Echo som et hjemsted for musikken i Aarhus.

»Det handler om Aarhus-historier og om musik før og nu. Vi kan se, at musikfolk i denne by står på skuldrene af hinanden, og at alt er vævet sammen på den ene eller den anden måde. Det er ret fascinerende, når man begynder at dykke ned i det. Det vil vi gerne fortælle om: Den gode historier om Aarhus og musikken. Planen er at hive de gamle historier frem gennem de nye, vi fortæller.«

Pære Punk og ny musik

Lige nu har Echo fokus på Pære Punk, et musikarrangement, som løb af stablen i Aarhus i slutningen af 1970’erne.

»Dengang var det meget mere punk i Aarhus end i København. Vi er ved at se, om vi kan få kontakt til Sid Falck. Han var med i et band, Overkill, der var pioneren inden for genren trash metal, og som blev halvstore. Han bor i USA, men stammer faktisk fra Aarhus,« siger Torsten Cubel.

»Vi har også sat fokus på Lydhavnen, der er et enormt vigtig lige nu. Desuden har Peter Sommer indspillet de nyeste numre på Sydhavnen i Aarhus, og Nephew får sin nye plade mixet her i byen. Vi har bands som Velvet Volume og Lowly – Aarhus er stadig en musikby. Det er ikke bare noget, den var engang. Tværtimod bliver det mere og mere.«

Der er ikke mange penge i Aarhus Echo, så Torsten Cubel arbejder for Danmark Music Group, der laver digital distribution, altså hjælper pladeselskaber med at få deres musik på diverse streamingtjenester. Samtidig er han selv en del af musiklivet: Han spiller guitar og synger i bandet Hverdagens Helte, som har base i Skanderborg.

Aarhus Echo fik støtte fra 2017-fonden og en aftale om at skulle være med i den store afslutningsfest den 9. december, hvor over 75 bands spillede på spillesteder i hele byen.

»I måneden op til den 9. december etablerede vi hjemmesiden og skrev relevante artikler om nogle af de arrangementer, der var, og om spillestederne,« siger Torsten Cubel.

»Vi arbejder på at lave en form for en erhvervsklub for alle de folk, der ikke går sindssygt meget op i sport, men gerne vil gøre noget for Aarhus og benytte sig af den historiefortælling, der er om byen. Drømmen er, at vi kunne få penge nok til en fuldtidsstilling.«

Når han ser tilbage på kulturhovedstadsåret, bliver han både glad og stolt.

»Det er enormt værdifuldt, at der er blevet sat så megen fokus på byen internationalt. Jeg er stolt af Aarhus, når jeg læser de internationale artikler,« mener han.

»Det har været en god investering i kultur – jeg er voldsomt positiv. Den investering kommer os alle til gode de næste år, så på den måde har kulturhovedstadsåret bibragt byen noget. Desuden er der foregået enormt meget bag kulisserne. Der er opstået spændende partnerskaber – det er vi selv et godt eksempel på.«

Der var for lidt rytmisk musik i årets løb, synes han og er tilfreds med, at der blev rådet bod på det med afslutningen.

»Til afslutningsfesten valgte man at satse på noget af det nye. Ambitionen var, at det var en aften, der skulle pege fremad. Det er en fin ambition, og den lykkedes den 9. december.«