AGF hentede endnu en testsejr mod lokal modstander
Superligaklubben – med stort set alle i aktion – spillede en koncentreret kamp mod Brabrand fra den næstbedste række. AGF vandt 2-0.
Brabrand ligger i bunden i den næstbedste række, Nordicbet-ligaen, så det skulle kunne anes, at AGF er på et højere niveau, når det drejer sig om spiltempo og evnen til at flytte bolden kvikt rundt. Det kunne da også ses i store perioder af testkampen på AGF’s anlæg.
Fysisk var forskellen knap så markant, stort set samtlige hold i de to bedste rækker har masser af muskler og lungekapacitet, hvilket ofte presser tempoet op på et plan, hvor de fodboldmæssige færdigheder ikke altid følger med.
AGF indledte lidt tøvende, men begyndte så småt at trykke Brabrand ned i perioder. Jesper Juelsgård forsøgte sig fra distancen, men skuddet blev blokeret, Jakob Ankersen prøvede med et saksespark, inden det lykkedes AGF at bringe sig foran.
Et frispark fra højre side fra Jesper Juelsgård fik Niklas Backman snittet over i det lange hjørne, hvorefter svenskeren gav et lille jubelspjæt fra sig.
Ti minutter senere var forsvarsspilleren tæt på at øge til 2-0, da endnu et frispark fra Juelsgård nåede frem til ham i feltet.
Mustapha Bundu blev kort før pausen revet ned i feltet efter en fin pasning fra Jakob Ankersen, men der faldt ikke et straffespark af til angriberen.
I forhold til årets første testkamp mod Aarhus Fremad, som AGF vandt 4-0, var der ændret på flere positioner. I forsvaret overtog Jesper Juelsgård pladsen som venstre back efter Frederik Møller, som humpede ud med en ankelskade i lørdags.
I midterforsvaret var Pierre Kanstrup tilbage, mens Daniel A. Pedersen havde afløst Mustafa Amini på midtbanen. I højre side afløste Jakob Ankersen – to mål mod Fremad – Martin Spelmann, mens André Riel begyndte oppe foran i stedet for Morten ”Duncan” Rasmussen.
Som mod Aarhus Fremad stillede AGF i en 4-4-2-formation, som tilsyneladende er den, træner David Nielsen vil anvende i foråret som den foretrukne.
Det er tidligt i forberedelserne, men der var fine aktioner fra Dino Mikanovic, som havde god fart på højrekanten, konstellationen Pierre Kanstrup og Niklas Backman virker solid, og oppe foran laver Mustapha Bundu gode aktioner.
Tilsyneladende er det meningen, at Tobias Sana er tiltænkt en plads på venstrekanten, hvilket betyder, at han ofte er temmelig langt fra modstandernes mål.
Fra begyndelsen af anden halvleg byttede AGF vanen tro det meste af holdet ud, og det gav spilletid til en del af stabens unge talenter. Som mod Aarhus Fremad blev midtbanespilleren Björn Daniel Sverrisson placeret i midterforsvaret, og det ligner, at træner David Nielsen i første omgang har mere tiltro til Jens Stage centralt på holdets midtbane.
Den tidligere Brabrand-spiller har masser af energi, han er begyndt at vise sig mere i spillet med bolden rent offensivt, efter at han tidligere i sin tid i AGF ofte har været anvendt som gardering på backpladserne.
Hverken Mustafa Amini, Steffen Rasmussen (begge småskadede) eller Morten ”Duncan” Rasmussen kom i kamp denne halvkølige onsdag eftermiddag, men mon ikke de er med i næste testkamp på lørdag, mens det har længere udsigter med Kasper Junker.
Næste opgave for AGF-truppen foregår på lørdag, når et andet 1. divisionshold, Vendsyssel, kommer på besøg til en kamp, der er aftalt til fire gange 35 minutter.
De første kampe i Danmark anvendes til at give spillerne minutter i benene, mens de mere taktiske ting først skal falde på plads, når AGF næste lørdag tager på træningslejr i Portugal. Her skal AGF op mod internationale modstandere i form af et kinesisk hold og Rijeka fra Kroatien.
AGF indleder Superligaen mandag den 12. februar på udebane mod Hobro.