En helt ny borgmester – og et halvt nyt byråd
13 ud af 27 byrådspladser bliver besat af nye ansigter. Det glæder den nye borgmester Ole Bollesen (S).
Kommunalvalget betyder stor udskiftning i byrådsstolene, når det nye byråd fra den 1. januar tager fat på arbejdet. I alt er 13 af de 27 valgte nye i forhold til det nuværende byråd.
Blandt de nyvalgte er den blot 20-årige Morten Siig Henriksen fra SF. Han glæder sig til at komme i gang med arbejdet.
»Jeg tror på, vi kan inddrage de unge mere, end vi gør nu. Jeg synes, jeg har haft held til at snakke i øjenhøjde med de unge i valgkampen. Det er ikke lige asfalt og mursten, som fylder mest hos den gruppe, og derfor er det også vigtigt, at de unge kan se, at deres meninger bliver taget alvorligt,« siger det nyvalgte byråds yngste medlem.
Foryngelseskur
Morten Siig Henriksen er en af seks medlemmer, som er 40 år eller yngre. Generelt er gennemsnitsalderen faldet med lige over otte år fra 59,7 til 51,4.
Et af de mere rutinerede nye ansigter i forhold til det nuværende byråd er De Konservatives Tommy Bøgehøj på 58 år. Selv om han er ny i forhold til det afgående byråd, er der dog tale om et comeback, da han også var i byrådet i perioden 2009-2013. Tommy Bøgehøj er glad for, at der kommer mange nye kræfter ind.
»De nye kommer med stor energi, og det er godt for borgerne i Syddjurs Kommune,« siger han.
Også den nyvalgte borgmester Ole Bollesen (S) er meget tilfreds med, at der kommer flere nyvalgte ind i byrådet. Han vil sørge for, at de nye hurtigt kan komme i gang.
»Det er godt, at vi får startet et generationsskifte i byrådet. Vi holder et seminar til januar, hvor både nye og gamle kan komme og lære mere om, hvordan arbejdsgangene er i byrådet, og hvad man må og ikke må,« siger Ole Bollesen.
Også fra det nyvalgte byrådsmedlem fra Alternativet, 37-årige Mette Foged, var der stor tilfredshed.
»Vi er super glade for vores mandat. Det har vi kæmpet hårdt for. Jeg har stor respekt for det arbejde, som det afgående byråd har lavet, og der vil selvfølgelig være en opstartsperiode for os nyvalgte, men det er også godt at få nye kræfter til,« siger hun.
Bred konstituering
Allerede på valgnatten meldte alle partier med undtagelse af Dansk Folkeparti ud, at man havde lavet en bred konstituering bag Ole Bollesen som borgmester. Det glæder den nye borgmester. Onsdag eftermiddag kom en aftale på plads, hvor også DF er med. Dermed dækker konstitueringen samtlige 27 mandater.
»Jeg er glad for, at man har peget på som borgmester, og at vi er lykkedes med at lave en bred konstituering til fordel for borgerne i Syddjurs Kommune,« siger Ole Bollesen.
Han får opbakning fra Tommy Bøgehøj, selv om sidstnævnte gerne havde set et blåt flertal.
»Det er klart, at vi gerne ville have haft et blåt flertal, men sådan ville vælgerne det ikke. Vi støtter op om den brede konstituering, for vi ønsker ikke at stå og råbe på sidelinjen. Vi vil ind i maskinrummet og samarbejde med de andre partier til gavn for borgerne,« siger Tommy Bøgehøj.
Opbakning fra Venstre
På valgnatten var den afgående borgmester Claus Wistoft (V) klar i spyttet omkring sin opbakning til Ole Bollesen.
»Der er et rødt flertal, så vælgerne har peget i den retning,« sagde Claus Wistoft til pressen.
Det blev efterfulgt af et bestemt »ja«, på spørgsmålet om Ole Bollesen også er borgmester om 14 dage.
Konstitueringsaftalen blev endeligt forhandlet på plads onsdag eftermiddag, hvor partierne mødtes igen.
Foruden Ole Bollesen som borgmester er partierne blevet enige om, at Venstre får viceborgmesterposten samt formandsposten i Arbejdsmarkedsudvalget og Plan-, Udvikling og Kulturudvalget. SF får formandsposten i Natur-, Teknik- og Miljøudvalget samt Familie- og Institutionsudvalget. Socialdemokratiet får oven i borgmesterposten også formandsposten i Sundheds-, Ældre- og Socialudvalget.
Den endelige underskrivelse af konstitueringen finder sted fredag kl. 13.