Psykiatrien får et ekstra løft i Region Midtjylland
Onsdag morgen er der indgået konstitueringsaftale mellem alle regionsrådets partier.
Socialdemokraten Anders Kühnau bliver ny regionsrådsformand for Region Midtjylland. Dermed er det en partikammerat, der overtager arven efter Bent Hansen, der har stået i spidsen for regionen i hele dens levetid og før det var mangeårig amtsborgmester i Viborg Amt.
Den radikale Hanne Roed bliver 1. næstformand, og formandskandidaten, Kühnaus toprival Carsten Kissmeyer fra Venstre må tage sig til takke med at blive 2. næstformand.
Som et led i konstitueringsaftalen er der indgået en aftale om, at psykiatriområdet skal løftes i 2018.
Udover de 10 mio. kr., som tidligere er aftalt som led i budgetforliget for 2018, har partierne aftalt, at der findes yderligere 15 mio. kr. til et løft af psykiatrien i 2018.
Pengene skal gå til flere senge, bedre personalenormeringer, psykiatrihuse i samarbejde med kommunerne mv. Herudover er parterne enige om at løfte psykiatrien yderligere ved budget 2019.
Budgettet for 2019 skal udmønte sig i flere ansatte, mindre anvendelse af tvang, færre genindlæggelser mv.
Der laves en bred og grundig analyse af psykiatrien, herunder med fokus på kommunesamarbejde, personalesammensætning og brugen af vikarer, som skal danne baggrund for en forøgelse af personalenormeringerne på sengeafsnittene mv. i forbindelse med budget 2019.
Onsdag fintælles stemmerne, ligesom de personlige stemmer bliver optalt. Sandsynligvis bliver det først den kommende nat, før alle personlige stemmer er optalt.
Stemmeprocenten til valget i Region Midtjylland var 72,7 pct. Ved seneste regionsvalg i 2013 var stemmeprocenten 73,8 pct.
Resultat for Region Midtjylland
Beregnet på baggrund af resultater fra alle kommuner
Forretningsudvalget i den kommende periode vil bestå af følgende medlemmer:
| Parti | Antal medlemmer |
|---|---|
| Socialdemokratiet | 3 |
| Det Radikale Venstre | 1 |
| Socialistisk Folkeparti | 1 |
| Psykiatri-Listen | 1 |
| Alternativet | 1 |
| Venstre | 2 |
| Dansk Folkeparti | 2 |
| Det Konservative Folkeparti | 1 |
| Liberal Alliance | 1 |
| Kristeligt Folkeparti | 1 |
Hospitalsudvalget får følgende sammensætning:
| Parti | Antal medlemmer |
|---|---|
| Socialdemokratiet | 4, herunder formandsposten |
| Venstre | 3, herunder næstformandsposten |
| Socialistisk Folkeparti | 1 |
| Enhedslisten | 1 |
| Det Konservative Folkeparti | 1 |
| Liberal Alliance | 1 |
Psykiatri- og socialudvalget bliver sammensat således:
| Parti | Antal medlemmer |
|---|---|
| Socialistisk Folkeparti | 1, herunder formandsposten |
| Psykiatri-Listen | 1, herunder næstformandsposten |
| Enhedslisten | 1 |
| Socialdemokratiet | 2 |
| Venstre | 2 |
| Det Konservative Folkeparti | 1 |
| Dansk Folkeparti | 1 |