Fortsæt til indhold
Europa

Tysk valg: »Meget af det, vi ser, kan forbindes til alt-right-bevægelsen i USA«

Ifølge forskere er det ikke Rusland, som forsøger at påvirke det tyske valg.

300 mio. tweets over seks måneder.

Det er det materiale, som tyske forskere fra Münchens tekniske universitet har samlet sammen i et forsøg på at kortlægge, hvilke kræfter, der søger deres indflydelse på det tyske valg. Og mens man i USA er ved at undersøge den russiske påvirkning af den amerikanske præsidentkampagne, så tyder den tyske undersøgelse ikke på, at der har været russisk indblanding i det tyske valg.

I stedet skal man se mod USA, lyder det.

»Meget af det, vi ser i Tyskland, kan forbindes til, eller er i det mindste inspireret af alt-right- bevægelsen i USA,« siger Simon Hegelich, professor ved Political Data Science på det tekniske universitet til USA Today.

Der er ifølge forskernes vurdering tale om en blanding af bots, onlinetrolde og ekstremistiske agitatorer, som står bag materiale på Youtube samt medierne 4chan, reddit og Gab.ai, hvor man bl.a. går efter den tyske kansler Angela Merkel, hendes politiske modstander Martin Schulz (SPD) samt venstrepolitikere og De Grønne.

Og selv om det er svært at påvise en konkret forbindelse mellem de forskellige profiler, så viser kortlægningen af hashtaggene #AltRight og #MAGA (Make America Great Again, red.), at uden for USA er Tyskland det land, hvor de optræder mest på Twitter. Samtidig er det tyske valg blevet et populært emne på 4chan og reddit.

Det tyske magasin Der Spiegel har også tidligere skrevet om en aggressiv onlinekampagne fra højreekstremister, som ofte spreder hadefulde memes og misinformation, i mange tilfælde anført af aktivistgruppen Reconquista Germanica.

»Målet er klart: at ”sikre AfD (Alternative für Deutschland, red.) det bedste mandattal i forbundsdagen,” lyder det i en erklæring fra Reconquista Germania, som i det mindste på dette punkt taler for en række højredrejede grupper,« skriver Spiegel, som beskriver, hvordan højreekestremisterne har kontakt til andre europæiske nationalister og ledere i USA’s alt-right-bevægelse.

Mens den russiske indflydelse måske ikke kan ses konkret, så undgår tyskerne ikke russisk propaganda. På London School of Economics har man nedsat arbejdsgruppen Arena, som analyserer misinformation og propaganda i den 21. århundrede.

Og her er man ifølge Spiegel nået frem til, at man i tysksprogede, russiske medier som Sputnik og RT Deutsch fremstiller AfD »i et positivt lys, mens andre tyske embedsmænd og institutioner fremstilles negativt,« hvorved både Rusland og højreekstremisterne fremmer den samme dagsorden.

Det indvandringskritiske parti Alternative für Deutschland ser da også ud til at være positivt stemt over for Rusland. I august holdt en regionalafdeling af partiet en såkaldt Rusland-kongres, hvor man talte for at forbedre forholdet til Rusland, bl.a. ved at opgive EU-sanktionerne mod landet.

AfD står til at komme ind i forbundsdagen med mellem 8 og 12 pct. af stemmerne, alt efter hvilke meningsmålinger, kan tager udgangspunkt i.