Medie: Mistænkte gerningsmænd har taget gidsler og barrikaderet sig på restaurant
Det er uvist, om der er tale om de samme gerningsmænd, som stod bag påkørslen ved pladsen Place Catalunya.
Det spanske politi skulle torsdag aften være i gang med at forhandle med mistænkte gerningsmænd, som har taget gidsler og barrikaderet sig på en tyrkisk restaurant, skriver avisen el Periódico.
Restauranten La Lune de Istanbul ligger i området Raval, som grænser op til gågaden La Rambla, der er en af byens travleste gader.
Det er uvist, om der er tale om gerningsmænd fra den påkørsel, der tidligere fandt sted ved pladsen Place Catalunya for enden af ramblaen.
Ved påkørslen, som den spanske politi kalder et terrorangreb, er mindst tre personer døde og mindst 32 såret heraf 10 alvorligt.
Den catalanske redningstjeneste opfordrer på Twitter folk til at holde sig væk fra området omkring Place Catalunya, som tiltrækker mange særligt turister. Området er blevet afspærret, og metro- og togstationer er blevet lukket.
Den spanske premierminister, Mariano Rajou, har udtalt, at han har været i kontakt med myndighederne, og at man prioriterer de sårede.
Udenrigsministeriet opfordrer på Twitter folk i området til at følge de lokale myndigheders råd.
»Kontakt pårørende, hvis du er OK. Kontakt UM +4533921112 hvis i nød,« skriver Udenrigsministeriet.
Udenrigsministeriets Borgerservice har indtil videre ingen meldinger om danskere blandt de berørte ved torsdagens terrorangreb.