Fortsæt til indhold
Europa

To mænd ramt af nyt syreangreb i London: »Deres ansigter og ben var fuldstændig forbrændt«

Antallet af syreangreb i London er steget markant i løbet af de seneste år.

De sprintede ind i en butik med brændende væske i deres ansigter, mens de råbte til folk omkring dem:

»Vi har fået syre på os! Kom med noget vand«.

To unge mænd i teenagealderen blev tirsdag aften tilsyneladende de seneste ofre for det stigende antal syreangreb i den britiske hovedstad, London.

»De hældte vand ud over dem selv, og væsken havde også ramt deres tøj. Deres ansigter og ben var fuldstændig forbrændt,« siger butiksejeren til The Guardian.

Forbipasserende folk forsøgte at hjælpe de to mænd, inden politiet og ambulancefolk ankom til Roman Road i det østlige London.

De blev begge behandlet på gerningsstedet, der er en travl handelsgade, inden de blev kørt på hospitalet.

De to mænd er begge uden for livsfare.

Det er endnu usikkert, hvilken væske der var tale om, ligesom politiet ikke har foretaget nogen anholdelser.

I løbet af sommeren er flere personer blevet ramt af syreangreb i hovedstaden.

Ifølge en opgørelse fra Metropolitan Police er antallet af syreangreb i London steget fra 116 anmeldelser i 2014 til 454 i 2016.

En fjerdedel af angrebene er sket i forbindelse med gaderøveri, ligesom flere af dem er fundet sted i det østlige London.

Londons borgmester, Sadiq Khan, har tidligere slået fast, at man vil slå hårdt ned på den slags forbrydelser.

»Syreangreb er barbariske forbrydelser, der ikke har nogen berettigelse i vores by eller nogen steder. Mine tanker er med dem, som blev ramt af nattens angreb,« lyder det bl.a. fra Sadiq Khan.

»Det er et voksende problem i hele Storbritannien. Det er klart, at vi skal gøre mere for at forhindre brugen af syre som et våben,« skriver han.

Blandt løsningsforslagene er der blevet nævnt højere straffe samt at gøre det ulovligt at være i besiddelse af syre, med mindre man har en licens.