Fortsæt til indhold
Europa

Dronning Elizabeth kan se frem til at modtage over 50 mio. kr. ekstra fra staten

Dronningens udgifter steg sidste år med knap 17 millioner kroner sammenlignet med 2015.

Storbritanniens dronning Elizabeth kan i 2018/19 se frem til at modtage, hvad der svarer til 694 mio. kr., hvilket er en stigning på otte pct. i forhold til de tidligere år.

Størstedelen af pengene bliver udbetalt af staten, mens også indtægter fra de kongelige ejendomme, Royal Estate, der har givet et trecifret millionoverskud, indgår i det samlede beløb.

Pengene går bl.a. til lønninger af de ansatte, officielle rejser og vedligeholdelse af af kongehusets mange ejendomme. Derudover går en del af millionbeløbet til at dække prins Charles' udgifter.

Den britiske dronnings udgifter steg ifølge en årsrapport, som det britiske kongehus tirsdag offentliggjorde, sidste år med knap 17 mio. kr., hvilket bl.a. skyldes voksende udgifter til kongefamiliens officielle rejser.

Den post alene kostede sidste år 38 mio. kr., hvoraf 14 togture beløb sig op i knap 2,5 mio. kr.

Der bliver årligt brugt adskillige millioner på vedligeholdelsen af de mange ejendomme, som dronning Elizabeth råder over. F.eks. blev der brugt 11 mio. kr. på at udskifte en dør til orangeriet på Windsor Castle.

Derudover forventes det, at der i løbet af de næste 10 år skal bruges omkring 3,2 mia. kr. på en omfattende renovering af Buckingham Palace, der er dronningens bopæl i London.

Ifølge Sir Alan Reid, den britiske kongefamilies økonomichef, giver de mange millioner til kongehuset værdi for den enkelte borger.

»Overvej, hvad dronningen gør og repræsenterer for det her land. Det er der fremragende værdi i,« udtaler han i en pressemeddelelse.

Også herhjemme har kongehuset for nylig fået flere penge fra staten.

Det skete i 2016, hvor kongehusets medlemmer samlet modtog 700.000 mere end året før og dermed sammenlagt modtog 106,5 mio. kr. fra staten.