Tysk justitsminister: »Børn har ikke noget at gøre på rådhuset eller ved alteret«
Tyskland har ved lov forbudt barnebrude.
Integrationsordfører Martin Henriksen (DF) vil efter sommerferien fremsætte et forslag, som skal gøre barnebrude ulovlige i Danmark.
»Hver gang et ægtepar, hvor den ene er mindreårig, kommer til Danmark, så skal de i alle tilfælde skilles ad uden undtagelse. Punktum. Det er ganske enkelt,« sagde han i mandagens udgave af Jyllands-Posten.
Mens Socialdemokratiet ikke ønsker at bakke op forslaget, da forslaget er i strid med internationale konventioner, og Venstre forsat ikke har sagt, hvad de mener om forslaget, så har man i Tyskland for nyligt ændret lovgivningen for ægteskaber.
Nu skal man nemlig som udgangspunkt være 18 år i stedet for, som tidligere, 16 år for at blive gift i Europas mest folkerige land.
»Der må ikke være børneægteskaber i Tyskland. Børn har ikke noget at gøre på rådhuset eller ved alteret. Det er nødvendigt med en skærpelse af den nuværende lov, særligt med henblik på ægteskaber indgået i udlandet. Vi er optagede af, at mindreårige, som er blevet gift i udlandet, får fuld beskyttelse efter tysk lov – vel at mærke hurtigere og mere omfattende end hidtil. Først når man er 18 år, må man gifte sig. Også udenlandske ægteskaber blandt de 16-18-årige bør principielt set ikke bestå,« lyder det fra den tyske justitsminister, Heiko Mass, i pressemeddelelse fra det tyske justitsministerium.
Og det er ikke i strid med de internationale konventioner.
»Spørgsmålet om anerkendelse og gyldigheden af ægteskaber er ikke reguleret af menneskeretten, men af international privatret. Og selvom Tyskland vælger, evt. i strid med den international privatret, ikke at anerkende, juridisk set, de her ægteskaber, så vil menneskeretten gribe de her personer og kræve, at man behandler dem i overensstemmelse med det familieliv, som de rent faktisk har etableret og ønsker at udøve,« udtaler direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen.
Han peger på, at Tyskland kan benytte sig af ”ordre public”, der betyder, at man ved særlige lejligheder kan undvige international privatret, hvis reglen er åbenbart uforenelig med grundlæggende retsprincipper i domslandet.
DF anerkender at deres lovforslag ikke er i overensstemmelse med menneskerettighederne, da man vil adskille ægtepar, hvor den ene eller begge personer er under 18 år.
Vi arbejder på at få en kommentar fra Venstres integrationsordfører, Marcus Knuth.