Fortsæt til indhold
Europa

Løkke: Agentur til Danmark ligger ikke på den flade hånd

Statsministeren mener, at Danmark er bedste kandidat til lægemiddelagentur. Men spørgsmålet er politisk.

/ritzau/

København er en fantastisk by, med god lufthavn og alle tænkelige fordele, når det kommer til placeringen af det europæiske lægemiddelagentur (EMA).

Men i sidste ende er spørgsmålet rent politisk, og her er det ikke helt lige til for Danmark.

Sådan beskriver statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) Danmarks fordele i kampen for det eftertragtede agentur ved ankomsten til andendagen på EU-topmødet i Bruxelles.

- I sidste ende er det nogle politikere i et råd, der sidder og træffer den beslutning, så det ligger bestemt ikke på den flade hånd, siger han.

EU-lederne blev sent torsdag aften enige om tidsplan og procedurer for placeringen af to London-baserede agenturer, der efter briternes exit fra EU skal finde nye hjemlande.

Danmark har allerede meldt sig ind i kampen for at tiltrække EMA og de godt 900 arbejdspladser, der knytter sig dertil. Her slår Danmark sig særligt op på, at faciliteterne og infrastrukturen vil være optimal, hvis EMA placeres i København.

- Fordi vi har en meget stærk medicinalklynge i Danmark og i Sydsverige. Vi har en plug-in-play-løsning, hvor man kan flytte det hele i et hug og sikre kontinuitet, siger Løkke.

Artiklens emner
EMA