Gerningsmand bag Champs Elysees-angreb er død
En bil torpederede et politikøretøj og eksploderede ved sammenstødet.
Fransk politi afspærrede mandag eftermiddag en del af Champs Élysées i Paris, efter en bil var kørt ind i et politikøretøj.
Ved sammenstødet skulle bilen have eksploderet, oplyser politikilder. Føreren var angiveligt bevæbnet og døde efterfølgende, oplyser Gerard Collomb, indenrigsminister i Frankrig, sent mandag eftermiddag.
Politiet slæbte manden ud af den brændende Renault Mégane efter angrebet.
Politiet formoder, at der var tale om et overlagt angreb og oplyser desuden, at der er blevet indkaldt bombeeksperter til stedet.
»Bilen indeholdt våben og sprængstoffer, der kunne bruges til at sprænge den i luften,« siger Gerard Collomb.
Frankrigs særlige antiterror-anklager har indledt en efterforskning af sagen, skriver nyhedsbureauet AP.
Situationen er ifølge det franske politi under kontrol, og hverken politifolk eller forbipasserende kom til skade ved torpederingen, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Politiet opfordrede på Twitter indbyggere og turister i Paris til at holde sig væk fra området.
Frankrig befinder sig for tiden i undtagelsestilstand, og fransk politi er i forhøjet beredskab, efter Frankrig i de seneste år har været ramt af flere store terrorangreb, som militante islamister har taget skylden for.
I april blev en politimand skudt og dræbt af en bevæbnet mand, der erklærede troskab til Islamisk Stat. Drabet skete på Champs Élysées få dage inden første runde af det franske præsidentvalg.