Politiet har anholdt en 23-årig mand efter angreb i Manchester
Politiet bekræfter at have anholdt en mand i relation til bombeangrebet ved Manchester Arena.
En 23-årig mand er blevet anholdt i det sydlige Manchester efter mandagens bombeangreb ved Manchester Arena, hvor popstjernen Ariana Grande optrådte.
Det skriver politiet i Manchester på Twitter.
Selve gerningsmanden, der udførte angrebet, døde under eksplosionen ved koncerthallen, hvor han ifølge politiet detonerede en hjemmelavet sprænganordning nær en af udgangene.
Den britiske sikkerhedstjeneste mener at kende mandens identitet, og politiet er i øjeblikket i gang med at undersøge, om han handlede på egen hånd eller på vegne af et netværk.
Ved angrebet, som den britiske premierminister, Theresa May, efterfølgende har betegnet som et terrorangreb, døde 22 personer, mens 59 personer blev kvæstet.
De sårede behandles på otte forskellige hospitaler i Manchester-området, og premierministeren sagde tirsdag middag på et pressemøde, at flere var i livsfare.
Politiet skriver desuden, at man har anholdt endnu en mand efter uroligheder ved butikscentret Arndale i Manchester, der kortvarigt blev evakueret tirsdag eftermiddag efter et højt brag. Centret er nu genåbnet.
Ifølge BBC er en ambulance set forlade stedet, men der er endnu ingen oplysninger om, hvad der kan være sket.
Manden, der er arresteret ved Arndale, menes på nuværende tidspunkt ikke at have forbindelse til mandagens angreb, skriver politiet.