Terrorekspert efter Manchester-angreb: De går mod blødere mål nu
Hans Jørgen Bonnichsen græmmes over, at den formodede terrorhandling var målrettet børn.
Mandag aften blev Manchester i England ramt, da en selvmordsbomber sprang sig selv i luften. Han tog 22 personer med i faldet og efterlod 59 sårede. Eksplosionen skete til en koncert i Manchester Arena med popstjernen Ariana Grande, kort efter hun havde spillet sit sidste nummer.
Kunstneren har mange unge fans, og det var derfor hovedsagligt teenagere, som var mødt op. Ifølge Manchester Politi var flere af dem, som døde under angrebet, derfor også børn og teenagere.
Tidligere chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen er forfærdet over, at det formodede terrorangreb gik efter så unge mennesker, og han mener, at der er tale om et nyt terrormål.
»Vi må konstatere rædslen i, at de går mod blødere mål med børn og teenagere - en kynisme uden lige,« siger han og tilføjer, at hændelsen ledte tankerne tilbage til den blodige sommer sidste år, som kulminerede ved julemarkedet i Berlin i december.
Årsagen til angrebet er endnu ikke fastlagt, men politiet efterforsker i øjeblikket hændelsen som en terrorhandling. Det bliver undersøgt, om selvmordsbomberen var alene om angrebet, eller om han handlede på vegne af et radikalt netværk. Og Hans Jørgen Bonnichsen vil ikke afvise, at terrororganisationen IS kan stå bag.
»Det drejer i den retning. Men det er fornuftigt at lade alt andet stå åbent. IS plejer at være hurtigt ude til at tage ansvaret, det har de ikke været endnu, men det kommer nok,« siger han.
Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser, at der fortsat ikke er meldinger om danske ofre.