Ariana Grande: »Jeg er tom for ord«
Den amerikanske sangerinde har valgt at aflyse resten af sin Europa-turne.
»Knust. Af hele mit hjerte - jeg er så ked af det. Jeg er tom for ord.«
Sådan skriver sangerinden Ariana Grande, få timer efter hendes koncert i Manchester Arena mandag aften udviklede sig til en tragedie, da en eller flere eksplosioner dræbte 22 personer og sårede omkring 59 umiddelbart efter slutnummeret.
Den 23-årige amerikanske sangerinde har ifølge Fox News meddelt, at hun har valgt at aflyse sin igangværende Europa-turne som følge af hændelsen.
Ariana Grande var 12. maj forbi Danmark og Jyske Bank Boxen i Herning med sin turne, Dangerous Woman Tour.
Sangerinden skulle have givet koncerter i Londons O2-arena torsdag og fredag, hvorefter turen skulle gå til Antwerpen i Belgien og videre til to koncerter i Lodz i Polen.
Også sangerindens manager har på Twitter sendt sine tanker til ofrene.
»I nat er vores hjerter knuste. Ord kan ikke beskrive vores sorg for ofrene og familierne, der er blevet ramt af dette meningsløse angreb,« skriver Scooter Braun, Ariana Grandes manager, bl.a. på Twitter.
Efter den formodede terrorhandling i Manchester, oplyser USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed, Homeland Security, er der ikke tegn på, at der skulle være en særlig trussel mod spillesteder i USA.
Ministeriet påpeger dog, at den enkelte amerikaner formentlig vil opleve en øget sikkerhed i og omkring offentlige steder og begivenheder den kommende tid.