Konge afslører: I 21 år har jeg været pilot for kommercielt flyselskab
Kongen har regelmæssigt fragtet passagerer rundt i verden.
Ganske vist har flyselskabet KLM en kongekrone i sit logo, og ganske vist er firmaets fulde navn "KLM Royal Dutch Airlines".
Alligevel har de færreste passagerer formentlig forventet, at der skulle sidde en sand kongelig i cockpittet.
Nu afslører den hollandske konge, Willem-Alexander, imidlertid, at han ikke "kun" har tjent som monark for 17 millioner hollændere.
I de seneste 21 har den 50-årige konge nemlig mindst to gange om måneden fløjet passagerer rundt i verden som co-pilot eller såkaldt gæstepilot hos KLM.
'This is your Royal Highness speaking' pic.twitter.com/koDBlHWqa8
— Royal Dutch Airlines (@KLM) 17. maj 2017
Han kalder flyvningen for sin »hobby«, der får ham til at fokusere på noget andet end sine royale forpligtelser for en stund.
»Du har et fly, passagerer og en besætning. Du har et ansvar for dem. Da kan frigøre dig fuldstændig fra dine egne problemer og fokusere på noget andet. Det er det mest afslappende ved at flyve for mig,« siger han til avisen De Telegraaf.
Det har længe været kendt, at kongen er uddannet pilot, men ikke at han regelmæssigt fløj for KLM.
Kongen afslører, at han sjældent er blevet genkendt af passagerer, men at nogle har hilst på ham, når han har gået igennem lufthavnen i Amsterdam iført sin uniform.
Som co-pilot har han ofte givet beskeder over højtaleranlægget, men da man som andenpilot ikke behøver at give sit navn, har de færreste genkendt ham.
»De fleste lytter alligevel ikke,« som Willem-Alexander siger.
Nu har Willem-Alexander imidlertid indstillet flyvningen hos flyselskabet og efterlader foreløbigt kongekronen og navnet som de mest royale indslag hos KLM.
Det sker, fordi KLM ikke længere kommer til at bruge flytypen Fokker 70s, som kongen indtil videre har betjent.
Nu overvejer han at få træning i at styre et Boeing 737-fly, så han i fremtiden igen kan flyve for "Royal Dutch Airlines".