Fortsæt til indhold
Europa

Tysklands hær skal renses for nynazister

Forsvarsminister kritiserer hæren efter anholdelse af soldat med terrorplaner.

Tysklands forsvarminister Ursula von der Leyen har lovet at udrydde nynazistiske elementer i den tyske hær, Bundeswehr, efter en spektakulær sag, der kulminerede med anholdelsen af en officer fra basen Illkirch-Graffenstaden.

Officeren, der kaldes Franco A., var højreorienteret og er sigtet for at planlægge et terrorangreb. Samtidig har han opnået asyl ved at optræde som syrisk grønthandler, selvom han slet ikke taler arabisk – og i øvrigt allerede er tysk statsborger. Det skriver DW.

Ursula von der Leyen har særligt kritiseret hærens selvjustits, efter det kom frem, at den højreekstremistiske officer allerede i 2014 skrev en noget speciel afhandling. Den handlede om, hvordan masseimmigrationen betød, at Europa risikerede folkemord.

»Det skulle være opdaget før,« lød det fra Ursula von der Leyen til Bild, inden hun slog fast, at hæren var i begyndelsen af en lang forandringsproces.

Franco A.’s terrorplaner betød, at der bl.a. var blevet placeret en pistol på et toilet i Wiens lufthavn. Det var den pistol, der i første omgang ledte myndighederne i retningen af basen i Illkirch-Graffenstaden, hvor de fandt yderlige et maskingevær med indgraveret hagekors, en gammel brochure for Værnemagten og en væg indgraveret med HH (Heil Hitler, red.).

Det fik Ursula von der Leyen til at aflyse en ellers planlagt rejse til USA, for at tage hånd om sagen, og selvom hun har mødt kritik internt fra hæren, nyder hun opbakning fra kansler Angela Merkel iflg. Bild.

»Hver eneste måned dukker der nu sager op om højreekstremisme, chikane og overfald mod kvindelige soldater... Det skader hele hæren, og derfor skal vi give problemerne et navn og adressere årsagen,« siger Ursula von der Leyen, der torsdag vil mødes med 100 topfolk fra den tyske hær for at løse problemet.

Fra 2012 til 2016 blev 18 medlemmer af Bundeswehr smidt ud pga. af højreekstremistiske holdninger. Lige nu undersøges yderligere 280 ansatte i hæren for det samme.