Fortsæt til indhold
Europa

Frankrig venter på udspil fra kriseramte konservative

François Fillon, som har været klar favorit til at vinde præsidentposten, er under pres for at træde tilbage.

/ritzau/Reuters

Mens den franske præsidentvalgkamp for alvor er gået i gang, så må vælgerne vente og se, hvad der sker med den konservative kandidat, François Fillon, som har været klar favorit til at vinde, men som nu er under pres for at træde tilbage.

Fillon og partiet ventes at komme med et udspil i denne uge, efter at en krise har skabt tvivl om den konservative kandidats videre valgkamp.

Fillon har fået store problemer, efter skriverier i ugebladet Le Canard Enchaine om hans kone, Penelope.

Hun har været på det offentliges lønningsliste i adskillige år, men der er ikke beviser for, at hun har udført noget hverv for sin mand. Samme beskyldninger rettes mod Fillons børn.

- Vi kommer gennem denne prøvelse sammen og marcherer frem mod sejr, siger Fillon i en videobesked på sin Facebookside og tilføjer:

- Stop personhetzen. Nok er nok!

Fillons kampagne er gået skævt, siden der for to uger siden blev fremsat beskyldninger om, at hans kone har fået hundredtusinder af euro for at være hans assistent i parlamentet uden at have udført noget arbejde.

Den 62-årige politiker er en ivrig fortaler for offentlige nedskæringer, mere markedsøkonomi og mere dynamik i Frankrigs stærkt regulerede økonomi.

Fillon, som er troende katolik og far til fem børn, har baseret hele sin kampagne på at bekæmpe korruption og uærlighed.

I meningsmålingerne står han for øjeblikket til at blive slået ud i første runde, efter at han for to uger siden fremstod som en næsten sikker vinder.

Men nu er Fillon i en situation, hvor hans kone og også to af hans voksne børn bliver afhørt af bagmandspolitiet om penge, som de har modtaget som lønninger under uklare forhold. Hans kontor i parlamentet er blevet ransaget.

I Fillons konservative bagland siger hans partifæller, at der formentligt ikke er tid nok til at gennemføre et nyt primærvalg og finde en anden kandidat en Fillon.

De navne, som dermed kommer på tale, er tidligere premierminister Alain Juppé og tidligere præsident, Nicolas Sarkozy, som blev henholdsvis nummer to og nummer tre efter Fillon ved det konservative republikanske partis primærvalg i november.