*

Europa

Seksuelle overfald nytårsaften i Innsbruck, Berlin og Hamborg

Mens alle så mod Køln, blev kvinder udsat for seksuelle overfald og forulempelser i andre store byer. Det er en form for terror, mener kontroversiel tysk feminist.

Der var masser af politi til stede ved Brandenburger Tor nytårsaften, men der meldes alligevel om flere overgreb på kvinder. Foto: Jens Kalaene/AP

Berlin

18 unge kvinder blev nytårsaften udsat for seksuelle overgreb i den østrigske by Innsbruck.

De fleste af dem opholdt sig foran scenen på pladsen Innsbrucker Marktplatz, hvor ca. 25.000 mennesker var samlet for at fejre slutningen på 2016 og begyndelsen på det nye år.

Her blev kvinderne, skriver den østrigske avis Die Presse, udsat for en art systematiske overfald, hvor de blev skilt fra den gruppe, de fulgtes med. Herefter gramsede mænd dem på brysterne og i skridtet.

Det meste skete mellem 23.30 og 1.30, altså netop i det tidsrum, hvor fyrværkeri blev fyret af – og hvor der generelt skete en masse på stedet.

Ifølge Die Presse er mindst halvdelen af ofrene er fra Østrig, mens andre skal komme fra Tyskland, Italien og Schweiz.

Fem-seks mænd

Politiet har endnu ikke anholdt gerningsmændene, men vurderer, at det er de samme fem-seks gerningsmænd, der står bag overfaldene.

De skulle have asiatiske rødder, men politiet udelukker ikke, at der kan være tale om unge nordafrikanere. Den sidste gruppe udgør flertallet af de mistænkte gerningsmænd bag de flere hundrede seksuelle overgreb, som fandt sted i den tyske by Køln nytårsaften 2015-2016.

På en pressekonference torsdag sagde lederen af Innsbruck politi, Martin Kirchler, at man nu vil rette efterforskningen imod de dele af byen, hvor der overvejende bor flygtninge.

Her opfordrede politiet også alle, der ligger inde med billeder eller videomateriale fra aftenen om at dele det.

Faktisk tog tre af ofrene billeder af mændene med deres mobiltelefoner, men de fleste af dem er for mørke til, at de kan bruges.

På pressekonferencen forsvarede politiet også sin indsats. Der var omtrent 90 politibetjente til stede, og det var flere end for et år siden, understregede Kirchler.

Han tilføjede dog, at der bliver yderligere strammet op, næste gang det bliver den 31. december.

Hamborg og Berlin

I Tyskland var alles øjne rettet mod Køln, hvor nytårsaften 2015 udviklede sig til en scene fra helvede med mange hundrede seksuelle overfald og tyverier.

Denne gang var politiet mødt talstærkt op i byen, som dagen derpå kunne ånde lettet op: Meldingen lød, at der ”blot” fandt ti seksuelle overfald sted. Ingen voldtægter.

Men i andre tyske byer fortsatte overgrebene. I Hamborg er der foreløbigt meldt 14 tilfælde, mens det efterhånden kommer frem, at der i Berlin skal have været 22 forulempelser eller tilfælde af chikane, fortæller tabloidavisen Focus på sin hjemmeside. Det skal bl.a. være sket foran Brandenburger Tor.

Tysk politi får opbakning efter "raceprofilering" af flere hundrede nordafrikanere

På selve aftenen gik to kvinder direkte til politiet og udpegede gerningsmændene, som blev anholdt på stedet.

En form for terror

Selv om det generelt gik godt i Køln, overraskede det politiet, at der endte med at være behov for de 1.700 betjente, der var sendt på gaden.

Det vurderes nemlig, at der kom ca. 2.000 mænd med nordafrikanske rødder, som politiet mente, det var relevant at holde øje med. Mange blev sendt bort eller anholdt.

Politiet har nu nedsat en arbejdsgruppe for at finde ud af, om det var aftalt på forhånd.

Köln-politi får kritik for at tjekke nordafrikanere

Og spørgsmålet har desuden bredt sig til resten af landet: Hvorfor kom så mange unge nordafrikanere til Køln nytårsaften?

Spørger man den kontroversielle tyske feminist Alice Schwarzer, var der tale om et organiseret masseoverfald:

”Det var en styrkeprøve. En udfordring af staten. De her mænd, der igen kom til, måtte jo være klar over, at de denne gang ville støde på modstand fra politiet,” siger hun til den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung.

”De ville igen skabe problemer. Vi har at gøre med en form for terror. Her handler det bare ikke om kalasjnikov-geværet eller en lastbil, men om hænder og knytnæver.”

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her