Fortsæt til indhold
Europa

Terror i Berlin: Lastbilens bremsesystem kan have reddet liv

Blodbadet ved julemarkedet i den tyske hovedstad kunne have været større, hvis ikke det var for et indbygget bremsesystem i lastbilen, vurderer efterforskningsgruppe.

Kort før jul brød helvedet løs i Berlin, da en lastbil maste sig gennem et julemarked og dræbte mindst 12 personer. Yderligere 50 blev kvæstet.

Selv om angrebet kostede menneskeliv, kunne dødstallet have været højere, hvis det ikke var for lastbilens bremsesystem. Det skriver Sueddeutsche.

Ifølge efterforskningsgruppen ”City” fik det lastbilen til at gå i stå efter 80 meter. For sent til at undgå katastrofen, men formentlig tidligt nok til, at flere mistede livet ved julemarkedet på Breitscheidplatz midt i den tyske hovedstad.

Køretøjet af mærket Scania var udstyret med et såkaldt AEB-system (Advanced Emergency Braking), som har til formål at forbedre sikkerheden på vejene. Selvom det er muligt for chaufføren at overrumple bremsesystemet, blev teknologien anvendt ved angrebet.

Blodbad i Berlin: 12 dræbte, mindst 50 såret ved angreb

Manden, som menes at stå bag angrebet, er en 24-årig tuneser ved navn Anis Amri, der havde søgt asyl i Tyskland. Efter angrebet flygtede han formentlig til Holland, ned gennem Frankrig og til Italien, hvor han blev skudt få dage senere af det italienske politi i Milano.

I løbet af 2016 undersøgte terrorpreventionseksperter fra Den Fælles Terrorforsvarscentral (GTAZ) to gange, om Amri planlagde et angreb i Tyskland. Begge gange blev det anset som værende usandsynligt på trods af viden om, at Amri foretog flere internetsøgninger på, hvordan man fremstiller røgbomber og sprængstoffer, herunder dynamit.

Desuden tog han kontakt til terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) i februar i år og tilbød at være selvmordsbomber.

Attentatet er det andet store af lastbilangreb, efter mere end 80 mennesker mistede livet den 14. juli i Nice, hvor en lastbil også pløjede gennem en menneskemængde.

Begge gange har IS hævdet at stå bag angrebene.