Tyske medier: Den polske lastbilchauffør var i live under angrebet
Den polak, hvis lastbil blev kapret og brugt til angrebet på julemarkedet i Berlin, blev både skudt og stukket med kniv. Obduktionen viser desuden tegn på håndgemæng.
Den 37-årige polske lastbilchauffør, som blev fundet dræbt på passagersædet i den lastbil, der blev brugt ved angrebet, var i live, mens lastbilen torpederede menneskemængden på julemarkedet. Det er i følge flere tyske medier, herunder Bild og Die Welt, konklusionen efter polakkens lig er blevet obduceret.
Obduktionen viser ifølge de to aviser, at den polske lastbilchauffør gentagne gange blev stukket med en kniv, og at der har været håndgemæng mellem ham og føreren af lastbilen. Efterforskerne mener, at den polske lastbilchauffør først blev skudt, da lastbilen stoppede sin færd gennem menneskemængden.
I går skrev nyhedsbureauet DPA, at der blev brugt et våben med en lille kaliber til at slå den polske chauffør ihjel.
Øjenvidner fortæller desuden til Bild, at lastbilen bragede ind i menneskemængden med slukkede forlygter.
Klaus Bouillon, formand for de tyske indenrigsministre, fortæller til tyske medier, at politiet vil være massivt til stede ved offentlige arrangementer, herunder især julemarkeder.
»Betjentene vil bære maskinpistoler, og køretøjer skal parkeres, så adgangen til markederne bliver vanskeliggjort,« siger Klaus Bouillon ifølge Die Welt.
Den udmelding kommer samtidig med, at flere tyske sikkerhedseksperter over for Die Welt har kritiseret de sikkerhedsforanstaltninger - eller mangel på samme - der indtil mandag var ved de tyske julemarkeder.