Farvel til fastfood-reklamer: Nu skal britiske børn beskyttes endnu mere mod usund mad
Tegnede figurer og berømtheder må ikke længere reklamere for fastfood og slik. Det gør børnene overvægtige, lyder beskeden.
Kravene til markedsføring af sukker- og saltholdigt mad som fastfood, slik og visse morgenmadsprodukter bliver til næste år skærpet endnu mere i Storbritannien.
Håbet er at få nedbragt antallet af overvægtige og fede britiske børn, skriver flere britiske medier, bl.a. Sky News og The Guardian.
Reglerne for markedsføring bliver derfor ændret, så det fremover vil være ulovligt at reklamere for "usund" mad - altså mad, der er meget salt-, fedt- eller sukkerholdigt - i reklamer, som henvender sig direkte til børn og unge under 16 år. Det vil også være ulovligt for tegnede figurer og berømtheder at reklamere for usund mad.
Hidtil har reglerne været gældende for tv-reklamer, men nu bliver det også forbudt at reklamere for de fede fødevarer på internettet og på de sociale medier.
Ifølge Mirror vil det formentlig betyde et farvel til McDonalds' Ronald McDonald og Kellogg's Frosties' tiger Tony. Det vil dog stadig være tilladt at have tegnede figurer på æskerne i supermarkederne.
»Disse tiltag vil gøre børn langt mindre udsatte for reklamer for fedt-, salt- eller sukkerholdige fødevarer,« skriver markedsføringsorganet CAP i en meddelelse.
Det er dog ikke nok for visse sundhedsorganisationer, der kræver endnu videre tiltag for at stoppe fedmeepidemien blandt børn og unge i Storbritannien.
»Det stopper jo ikke denne slags reklamer i populære familieprogrammer som X-Factor,« siger foreningen Action on Sugar ifølge The Guardian.
Reglerne træder først i kraft, når over 25 pct. af publikummet er børn under 16 år. Noget, den britiske sammenslutning af foreninger mod fedme kalder for »et smuthul« i lovgivningen.
De britiske myndigheder har gennem længere tid forsøgt at nedbringe antallet af overvægtige børn og unge, men uden det store held. Ifølge det statslige NHS er en tredjedel af britiske børn overvægtige eller fede, når de forlader folkeskolen.
De nye begrænsninger træder i kraft den 1. juli næste år.
Også i Danmark nævnes tv-reklamer rettet mod børn og unge som en synder, når det gælder fedme. Du kan bl.a. læse om danske børns overvægt på sundhed.dk.