Terrorister havde planer om at ramme Paris igen den 1. december
En gruppe formodede terrorister blev i weekenden anholdt i Frankrig. Nu er det kommet frem, hvad deres planer gik ud på.
PARIS
De havde tænkt sig at slå til den 1. december. Og det skulle endnu engang gå ud over hovedstaden Paris og befolkede områder som den verdenskendte shoppinggade Champs-Elysées og forlystelsesparken Disneyland, som ligger 32 kilometer uden for hovedstaden. Også byens politihovedkvarter tæt ved Notre Dame-kirken, højesteretsbygningen samt et andet politikvarter i Paris-forstaden Levallois-Perret var i terroristernes søgelys.
Nyhedsbureauet Reuters har via politikilder fået indsigt i de planer, som en gruppe mænd i alderen 29-37 år – alle anholdt i forbindelse med store antiterroraktioner i den forgange weekend i de franske byer Marseille og Strasbourg – havde tænkt sig at udføre.
Via informationer på en mobiltelefon har politiet fundet frem til de planlagte terrormål samt datoen for, hvornår terroristerne havde planlagt at gå til angreb, oplyser en politikilde til Reuters.
Tidligere i denne uge kom det frem, at fransk politi i weekenden havde anholdt syv mistænkte terrorister og afværget endnu et terrorangreb.
»Aldrig har truslen været så stor, som den er i dag,« lød det var den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve.
Anholdelserne var kulminationen på otte måneders efterforskning. To af de syv anholdte blev løsladt mandag, mens de øvrige fem stadig sidder varetægtsfængslet.
Siden begyndelsen af 2016 har fransk politi foretaget 418 anholdelser i forbindelse med terrortruslen.
Det amerikanske udenrigsministerium udsendte i denne uge en ny rejsevejledning, hvor de beder amerikanske turister om at være ekstra varsomme med at rejse i de europæiske storbyer, fordi risikoen for et terrorangreb i jule- og nytårstiden lurer derude.
- Troværdig information tyder på, at Islamisk Stat, al-Qaeda og andre grupper fortsat planlægger terrorangreb i Europa med fokus på den kommende højtid, står der i rejsevejledningen.
Også i begyndelsen af september blev et andet terrorangreb afværget i Paris. Her havde en gruppe kvindelige terrorister planer om at sætte ild til gasflasker på flere af byens togstationer.
130 mennesker mistede livet i terrorangrebet i den franske hovedstad den 13. november sidste år. Siden da har også et drabeligt angreb fundet sted i feriebyen Nice, hvor 86 mennesker mistede livet, og i byen Saint-Etienne-du-Rouvray, hvor en præst blev dræbt.
Frankrig har nu været i undtagelsestilstand i over et år på grund af den høje terrortrussel. Landets præsident, Francois Hollande, meddelte for nyligt, at han ønsker, at undtagelsestilstanden skal vare ved frem til foråret 2017, så den også dækker hele præsidentvalgkampen.