Erna Solberg spillede Pokémon i Stortingssalen
Erna Solberg fandt sin telefon frem og åbnede for spillet Pokémon Go. Desværre havde hendes telefon ingen dækning.
Norges statsminister, Erna Solberg, er på en mission, og i denne omgang er ikke politisk. Hun vil fange pokémoner. Under en debat i Stortingssalen tirsdag blev hun således afsløret i at tage sin telefon frem og åbne det populære spil Pokémon Go. Det skriver NRK.
Desværre for statsministeren havde hendes telefon ingen dækning, og hun måtte derfor opgive at fange Stortingets lokale Pikachu i denne omgang.
Den norske avis Klassekampens fotograf fangede et billede af Erna Solberg, mens hun så til sine pokémoner. Den røde bjælke øverst på hendes skærm viser, at spillet ikke kunne få kontakt til internettet.
Tilbage i juli kom en anden norsk politiker, Trine Skei Grande fra partiet Venstre, i vælten, da hun spillede Pokémon Go under en høring i den norske udenrigs- og forsvarskomité. Dengang kaldte flere af hendes kollegaer det respektløst at spille Pokémon Go under en vigtig høring.
Men hvem var det så, der stod på Stortingets talerstol, da Statsminister Erna Solberg spillede Pokémon Go? Det var selvfølgelig Pokémon-synderen Trine Skei Grande.
Erna Solberg skriver i en SMS til avisen Klassekampen:
»Jeg tænker, at Trine vil kunne lide, at jeg åbnede spillet, mens hun var på talerstolen :) Alle, som kender Pokémon vil se, at der ikke var GPS-dækning, og at det dermed ikke var muligt at spille.«
Trine Skei Grande tager ikke statsministeren Pokémon-prioritering så tungt.
»Hun (Erna Solberg, red.) hørt nok, hvad jeg sagde. Vi kvinder klarer to ting på samme tid, ved du,« skrev hun på Twitter.