Fortsæt til indhold
Europa

Borgmester fik trusselsbrev og blev slået ned: »Den, som ikke vil lytte, må føle«

Meget tyder på, at en tysk borgmester blev slået ned, fordi han var for venlig mod flygtninge.

Trusler havde der været flere af i de seneste måneder.

Senest torsdag havde borgmesteren i den lille by Oersdorf nord for Hamborg, Joachim Kebschull, modtaget et brev med ordene: »Den, som ikke vil lytte, må føle« og »Oersdorf for Oersdorferere.«

Og torsdag aften, da den 61-årige var på vej til et møde i byggeudvalget, blev han slået ned bagfra af en ukendt gerningsmand. Det skriver flere tyske medier.

Kebschull mistede bevidstheden og blev bragt til hospitalet.

Politiet mener, at overfaldet hænger sammen med borgmesterens planer om at lade flygtninge flytte ind i et hus i landsbyen.

To gange har man måttet aflyse møder i byggeudvalget pga. bombetrusler.