Chef for svensk udlændingestyrelse: Hvem har fået det dårligere af 163.000 asylansøgere?
Generaldirektøren for Migrationsverket beskyldes for at »lege politiker«, efter at han nedtonet de negative konsekvenser ved 163.000 asylansøgere.
I virkeligheden er det ikke så slemt, at 163.000 personer sidste år søgte asyl i Sverige.
Det mener generaldirektøren for den svenske udlændingestyrelse, Migrationsverket.
I en tid hvor svenske politikere og medier i stigende grad fokuserer på de negative sider ved indvandringen, så har Anders Danielsson, som generaldirektøren hedder, nedtonet problemerne.
Det er sket på Almedalsveckan, Almedals-ugen, som er en politisk festival, der har dannet forbillede for folkemødet på Bornholm. Ved et arrangement søndag sagde Anders Danielsson:
»Sverige er ikke knækket af de 163.000, som kom [i] ´15.«
Og han spurgte forsamlingen:
»Hvor mange af jer har fået det dårligere? Hånden op.«
At det ikke bare var en fortalelse bekræftes af, at Migrationsverket efterfølgende sendte hans kommentar ud på Twitter.
Integrationsordføren for det borgerlige oppositionsparti Moderaterne, Johan Forssell, er ikke ligefrem imponeret over generaldirektørens udtalelser, som han har fået bekræftet af en, der var til stede ved arrangementet.
»Vi ser i Sverige vældigt store konsekvenser af den flygtningepolitik, der er blevet ført. Vi har stor mangel på boliger, rekordlange sagsbehandlingstider, en socialtjeneste i knæ og milliardudgifter. At Migrationsverkets generaldirektør så tager så let på det og bare siger, at alt i princippet er fryd og gammen, det er meget mærkeligt. Det er til og med ganske provokerende,« lydet det fra Forssell til Jyllands-Posten.
Migrationsverket har stor betydning for antallet, der kommer til Sverige. I 2013 besluttede det med Anders Danielsson i spidsen at give permanent opholdstilladelse til alle asylansøgere fra Syrien. Det betød blandt andet, at 8.000 syrere, som dengang havde en midlertidig opholdstilladelse, med ét fik lov at blive Sverige for bestandigt. De fik også ret til at tage deres familier til landet.
Det er også via Migrationsverket, at det bliver besluttet, hvor gamle asylansøgere er. Her har de svenske medier afsløret flere eksempler på unge mænd, der blev registeret som uledsagede mindreårige, selvom de reelt var i 20'erne.
Ifølge Forsell er det forkert af Anders Danielsson at udtale sig om politiske spørgsmål:
»Statstjenestemænd og særligt generaldirektører skal løse deres opgave i stedet for at lege politikere. Det er ikke hans rolle,« siger Johan Forsell, som mener, at udtalelserne mindsker tilliden til Migrationsverket.
»Det bliver vældigt problematisk. Vi ser et antal store problemer. Der er f.eks. aldersbedømmelsen. Vi har spørgsmålet om utrygheden på asylcentrene - især for kristne og kvinder. Og jeg stiller spørgsmålet: Hvis man ikke virker til at kunne se de problemer, hvordan skal man så kunne løse dem?«
Det svenske Migrationsverket har i årevis virket som en modsætning til den danske Udlændingestyrelse. Mens Migrationsverket kritiseres for at være for åben, så har den danske Udlændingestyrelse tidligere været i søgelyset for at holde personer ude af landet, f.eks. med diverse udvisningssager og den såkaldte Eritrea-sag, hvor styrelsen blev beskyldt for at tegne et lyserødt billede af forholdene i Eritrea i en såkaldt landerapport - som efterfølgende kunne bruges til at give asylansøgere derfra afslag på asyl.
De nye udtalelser fra Danielssons har på den svenske del af Twitter medført en del negative kommentarer. En mener eksempelvis, at Migrationsverket skal gøre sit arbejde i stedet for at være en »megafon for Miljöpartiet og Venstrepartiet«, mens politikeren Hanif Bali fra Moderaterne skriver: »Eliten holder med Danielsson, de har ikke fået det dårligere, 163.000 mere.«