"Operation ned med Boris" under stor tv-debat

EU-tilhængere gik efter at få modstandernes frontfigur, Boris Johnson, ned med nakken under tv-transmitteret debat.

Artiklens øverste billede
Boris Johnson på Leave-siden under tirsdagens tv-debat på BBC. Foto: Stefan Rousseau/AP

LONDON

Fra første færd blev der gået direkte efter EU-modstandernes frontfigur, den konservative Boris Johnson, da der tirsdag aften var afslutningsdebat på BBC forud for torsdagens afstemning om britisk EU-medlemsskab.

Tilhængernes førstemand, premierminister David Cameron (også konservativ), ville ikke selv deltage i debatten - hvilket medførte kritik af, at han er en tøsedreng. I stedet stillede Remain, som tilhængerne også kaldes, med et panel bestående af Londons borgmester, Sadiq Kahn, der er fra Labour og i øvrigt er muslim, fagforeningskvinden Frances O'Grady og så Ruth Donaldson, som er leder af de skotske konservative og anses for en stor stjerne i partiet, efter at hun ledte de konservative til fremgang i Skotland ved lokalvalgene i maj. Og så er hun i øvrigt lesbisk.

Dette progressivt sammensatte hold gik hårdt efter Boris Johnson, som var den ene af de tre EU-modstandere på scenen foran 6.000 publikummer i Wembley Arena i London. De to andre var parlamentsmedlemmerne Gisela Stuart og Andrea Leadsom fra hhv. Labour og de konservative.

Taktikken så ud til at være at male et billede af EU-modstanderne - Leave-siden - som nationalister eller racister, der forsøger at skræmme befolkningen. Og især skulle Boris Johnson have en tur.

Sadiq Khan angreb Johnson flere gange:

»Din kampagne har ikke været Projekt Frygt - det har været Projekt Had, når det gælder indvandring,« lød det blandt andet fra Khan, som dermed henviste til, at Remain-siden er blevet beskyldt for at have gang i et "Projekt Frygt" på grund af dystre forudsigelser om blandt andet økonomisk tilbagegang ved et eventuelt farvel til EU.

Men Boris Johnson repræsenterer altså direkte had til indvandring, mente Khan - en delikat udtalelse i dagene efter mordet på politikeren og EU-tilhængeren Jo Cox, hvis formodede drabsmand har givet udtryk for højreekstreme synspunkter.

Khan beskyldte gentagende gange Boris Johnson for at lyve, blandt andet om et forestående tyrkisk EU-medlemsskab.

»Du har brugt skatteydernes penge på at lave en pjece, der siger, at Tyrkiet vil blive medlem af EU,« sagde han med henvisning til, at organisationen Vote Leave sammen med den officielle Remain-organisation er blevet tildelt skattekroner.

Khan fortsatte med at påpege, at på et kort i pjecen var de eneste lande, der stod navne på, Syrien og Irak.

»Det er en skræmmekampagne, og du burde være flov over dig selv,« fortsatte Khan.

Men angrebene stoppede ikke med Labour-politikeren Khans stød mod den konservative Johnson.

Aktivister i Wembley, hvor der tirsdag BBC tirsdag aften afholdt afslutningsdebat i EU-valgkampen. Foto. Rune Aarestrup Pedersen.

Selvom premierminister David Cameron har sagt, at han gerne ville undgå blue-on-blue-slagsmål, hvor konservative politikere slås direkte med hinanden om EU, så lod Remain-kampagnen den skotske konservative leder, Ruth Donaldson, gå løs på Boris Johnson.

Mens han var i gang med at komme med et argument, forsøgte hun at afbryde ham ved hele tiden at sige »Boris«, »Boris«, »Boris«, indtil hun fik ordet og så bemærkede, at tv-debatten altså ikke var et »Boris-show«.

Donaldson, der har været soldat og dyrker kick-boksning, gik også direkte efter Johnsons troværdighed på spørgsmålet om tyrkisk EU-medlemsskab.

»Det kommer ganske enkelt ikke til at ske,« sagde hun og tilføjede, at disse ord var en citat fra en anden:

»Ikke mine ord. Boris Johnsons ord på LBC Radio for to måneder siden,« sagde Donaldson, der også kritiserede Boris Johnsons udtalelser om, at EU ødelægger job.

Johnson svarede for sig, men slog ikke tilbage med samme styrke mod Donaldson, en yngre kvinde og partifælle. I stedet vendte han flere gange tilbage til Leave-kampagnes slogan »Take back control« - tag kontrollen tilbage.

Avisen The Telegraph skrev efterfølgende, at Remain-kampagnen i tv-debatten var blevet »nasty« (beskidt, red.) og noterede, at det sikkert var en overraskelse for mange, at den konservative Donaldson var gået så hårdt efter partifællen Boris Johnson.

Det sidste medlem af Remain-trekløveret på scenen, fagforeningsbossen Frances O'Grady holdt sig lidt mere tilbage fra de direkte angreb mod Johnson, men fik til gengæld lige nævnt, at et tidligere medlem af det nationalistiske og ildesete BNP, British National Party, har givet 600.000 pund til Leave-kampagnen - igen et forsøg på at associere EU-modstanderne med racisme og fremmedhad.

Ifølge flere britiske medier håber Remain-folkene, at de kan neutralisere Leave-sidens stærkeste kort - et løfte om at få indvandringen under kontrol - ved at komme med antydninger af, at de negative holdninger til indvandring bunder i racisme.

I den store tv-debat holdt Leave-siden sig dog ikke tilbage fra at fremhæve indvandringen og de store byrder, som de over 300.000 indvandrere årligt lægger på alt fra jobmarkedet til sundhedsvæsnet. Og så slog Leave-folkene ellers på, at der er gode tider forude, hvis man siger farvel til EU, der i deres øjne ikke er nogen økonomisk vinderklub.

»Det eneste kontinent, der har en lavere vækstrate end Europa, er Antarktis,« sagde EU-modstanderen Gisela Stuart i debatten..

Det var to konservative politikere, der fik lov at afslutte for henholdsvis Remain og Leave.

Ruth Donaldson påpegede de mange farer ved at stemme sig ud af EU, eksempelvis stigende arbejdsløshed.

»Din beslutning kan koste andre deres job,« sagde hun.

Boris Johnson slog en mere positiv tone an og pegede på en gylden fremtid udenfor EU:

»De siger, at vi ikke kan,« sagde han og pegede med armen mod EU-tilhængerne for så at komme med en talelinje, der kunne være taget fra Barack Obama: »Vi siger: Yes we can«.

Hovedfiguren for Remain-kampagnen, premierminister David Cameron, der altså ikke selv ville stille op til debatten, havde forberedt et tweet, som han sendte ud i det øjeblik, tv-udsendelsen sluttede. Her konkluderede han - næppe overraskende - at Remain vandt tv-debatten, og at Leave ikke har nogen svar, men beder briterne om at »tage et skridt ud i mørket«

Stemmestederne åbner torsdag morgen kl. 7.00 (London-tid) og lukker først kl. 22. Det vil sandsynligvis blive ud på de små timer, måske endda fredag morgen, før man har et sikkert resultat.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.