Tysk brandmand indrømmer at have sat ild til flygtninges hus
Den 25-årige mand begik forbrydelsen, fordi han var »bange« for de syriske flygtninge.
Normalt lever han af at redde menneskeliv som brandmand, men det er en noget anden situation, der har gjort en 25-årig tysk mand til hovedperson i en opsigtsvækkende kriminalsag.
Den anonyme mand indrømmede tirsdag i retten, at han har sat ild til et hus, hvor syv syriske flygtninge befandt sig. Det skriver det tyske nyhedsbureau DPA.
Han iværksatte angrebet, fordi han mente, at syrerne var til fare for de lokale indbyggere i byen Altena i det vestlige Tyskland.
»Jeg var bange for indbrud, tyverier, vold og seksuelle overgreb,« udtalte han i retten.
Ingen kom til skade under angrebet, hvor beboerne sov i underetagen på gerningstidspunktet.
Anklageren mener, at manden hældte benzin ud over huset, inden han satte det i flammer. Selv afviser den 25-årige, at han havde til hensigt at skade menneskerne i huset.
Alligevel risikerer han at blive dømt for mordforsøg.
En person er anklaget som medskyldig, efter han angiveligt holdt vagt under episoden.
Angrebet kommer efter en periode med stigende uro i forhold til den nuværende flygtningesituation i Tyskland. I alt har landet modtaget over en millioner flygtninge og migranter sidste år, og kansler Angela Merkel har fået stigende kritik for at føre en for lempelig asylpolitik.
Det har blandt andet givet medvind til det stærkt indvandrerkritiske Alternative für Deutschland (AfD), der blandt sine mest opsigtsvækkende bidrag til debatten har sagt, at politiets folk ved den tyske grænse bør bruge skydevåben mod illegale migranter, der forsøger at komme ind i landet.
Særligt de mange seksuelle overgreb, der blev udført nytårsnat i flere tyske byer såsom Køln, har ført til en ny og mere kritisk debat om flygtninge og migranter i Tyskland. Overgrebene blev ifølge tysk politi primært begået af udenlandske mænd med baggrund i Mellemøsten og Afrika.
Det fik dengang den tyske justitsminister til at love, at flygtninge og migranter kan blive udvist, hvis de f.eks. begår seksuelle overgreb.