Fortsæt til indhold
Europa

Kriminelt netværk afsløret i at fremstille falske dokumenter til migranter

Over 20 personer er blevet anholdt af politiet i Grækenland og Tjekkiet.

I alt 26 personer med tilknytning til et kriminelt netværk er tirsdag blevet anholdt. De er mistænkt for at have fremstillet falske dokumenter til flygtninge og migranter, der forsøger at få asyl i Europa.

Det skriver BBC.

Anholdelserne fandt sted i Grækenland og Tjekkiet, og personerne er anholdt for blandt andet at have fremstillet falske pas, nationale id-kort, kørekort og asylregistreringer.

Europol vurderer, at nogle af dokumenterne blev solgt for op mod 25.000 kroner. De blev primært solgt til personer inden for EU, Afrika, Mellemøsten og Asien.

Den europæiske politienhed jagter stadig omkring 100 mennesker, der har tilknytning til netværket bag den angivne svindel. Netværket består af to grupperinger, begge med udgangspunkt i den græske hovedstad Athen, der bliver styret af bagmænd fra henholdsvis Sudan og Bangladesh, ifølge Europol.

Netværket er samtidig mistænkt for at smugle migranter og flygtninge ind i EU-lande og har ifølge græsk politi månedligt hjulpet op mod 15 personer illegalt ind i EU.

I forbindelse med politiets håndtering af sagen er syv migranter samtidig blevet anholdt for at have brugt falske dokumenter, ifølge tjekkisk politi.

Problemet med falske pas er tidligere blevet italesat af flere eksperter. Jyllands-Posten beskrev problemet i september sidste år, hvor bl.a. en syrisk statsborger, der har søgt asyl i Belgien, udtalte følgende:

»Alle køber falske syriske pas, det koster 300 euro i Tyrkiet. Jeg kender tre her i Belgien, som er fra Libanon, men siger de er fra Syrien og har fået flygtningestatus,« sagde Muhannad Ajamyie dengang.

Særligt falske syriske pas er angiveligt i høj kurs, da det i flere lande lettere giver asyl på grund af den verserende krig i landet.

En af de store risici ved de falske pas er ifølge eksperter, at f.eks. terrorister med tilknytning til Islamisk Stat på den måde kan rejse ind i Europa.

I september kunne Udlændingestyrelsen ikke svare på, om styrelsen på det tidspunkt havde afsløret nogle i at udgive sig for at være af en anden nationalitet end deres egentlige, men oplyste til Jyllands-Posten, at »vi er opmærksomme på problemet«.