Fortsæt til indhold
Europa

OVERBLIK: EU holder nøje øje med Ungarn

Ungarn var det første land i EU, der byggede et hegn for at holde flygtninge ude.

/ritzau/

Siden Viktor Orbán kom til magten som Ungarns premierminister i 2010, har det internationale samfund haft bekymrende øjne rettet mod landet.

Blandt andet har Orbán indskrænket domstolenes frihed og indført en kontroversiel medielov, der giver ham ret til at fyre journalister og straffe kritiske medier.

I 2015 var Ungarn det første land i Den Europæiske Union, der som reaktion på flygtninge- og migrantkrisen byggede et hegn langs sin grænse. Pigtrådshegnet er fire meter højt og 175 kilometer langt.

Tirsdag besøger den ungarske udenrigsminister Péter Szijjartó Danmark for blandt andet at diskutere flygtningekrisen med udenrigsminister Kristian Jensen (V).

Her er et overblik over udviklingen i Ungarn:

  • Ungarn har undergået en både økonomisk og demokratisk udvikling, siden Berlinmurens fald i 1989, hvor Sovjetunionen brød sammen og dermed slap sit greb om landet.
  • Det første frie valg blev afholdt i 1990, og i 1999 blev landet medlem af Nato.
  • I maj 2004 blev Ungarn sammen med ni andre østeuropæiske lande optaget som medlem af EU.
  • I 2010 kom den konservative Viktor Orbán til magten for anden gang. Der har siden været en række kontroverser med EU om lovstramninger, blandt andet i relation til myndighedernes kontrol med landets medier og retssystem.
  • Mens EU arbejder på at finde en fælles løsning på den store flygtningekrise, har Ungarn meldt sig ud af det samarbejde. Landet har meddelt, at man ikke vil modtage en eneste flygtning og har opført et pigtrådshegn for at beskytte grænsen.
  • - Immigration er et af de største problemer for EU i dag. EU-landene forsøger at finde en løsning. Men Ungarn kan ikke vente længere, sagde Ungarns udenrigsminister Szijjartó sidste sommer.