Fortsæt til indhold
Europa

Italiens præsident: Danmarks opførsel vækker minder om de mørkeste kapitler i Europas historie

Sergio Mattarella mener, at det er »groft kynisk« at fratage flygtninge deres værdier.

Den italienske præsident, Sergio Mattarella, holdt mandag aften en tale til nationen, hvor han bl.a. talte om den europæiske flygtningeudfordring.

I talen gjorde præsidenten ifølge flere italienske medier det klart, at han tager kraftig afstand fra Danmarks lovforslag om konfiskering af værdifulde genstande fra de flygtninge, som kommer til Danmark.

Sergio Mattarella, som tidligere har været dommer for en af Italiens to højesteretter såvel som forsvarsminister, argumenterede i talen for, at det ikke nytter, når landene lukker sig om sig selv. Ifølge Politiken, som har oversat dele af talen, finder præsidenten det »groft kynisk« at ramme de flygtede mennesker på deres værdighed og tage deres værdigenstande fra dem, når de ankommer til Danmark.

»Tiltaget vækker mindelser om de mørkeste kapitler i Europas historie,« lød det fra Sergio Mattarella.

Forslaget om at kunne konfiskere flygtningenes værdier, hvis de eksempelvis har store kontantbeløb eller andre værdifulde ting med, er en del af en pakke på i alt 34 asylstramninger, som regeringen fremlagde tidligere i december. Men det er netop det ene forslag, som har udløst kritik fra både ind- og udland.

De amerikanske medier Washington Post, Time og Daily Beast har hver især antydet, at forslaget har nazistiske undertoner.

»Fair, måske, i den underlige verden, hvor tyveri er OK. Forslaget, lige meget om det bliver vedtaget eller ej, rejser spørgsmålet om, hvorvidt visse europæiske lande virkelig mener, det er OK at gentage nazisternes tilgang til immigration, hvor det var tilladt at konfiskere værdigenstande,« lød det i sidste uge fra Daily Beast.

Kritikken er hidtil prellet af på regeringen og støttepartiet DF, mens flere andre partier nu insisterer på, at man »præciserer« lovforslaget.

»Vi bakker op om lovforslaget, vi vil bare have en præcisering. Vi vil ikke tage ringe, ure eller halskæder fra folk - uanset hvad værdien af dem måtte være,« siger De Konservatives udlændinge- og integrationsordfører, Naser Khader, til ritzau.

Også Socialdemokraterne, som ellers er positiv over for stramningerne, vil have klarlagt, hvor store værdier - og hvilke genstande - der skal være tale om, før politiet må konfiskere dem.

De beslaglagte midler skal være med til at betale for udlændingenes ophold i Danmark under devisen, at dem, der selv kan betale for deres ophold i Danmark, også skal gøre det.

»I Danmark skal man nemlig forsøge sig selv, hvis man kan. Det er kun rimeligt, og det gælder nu alle – ligegyldigt om man har levet i Danmark hele sit liv eller om man lige er kommet hertil,« skrev udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg i sidste uge på Facebook.

Som udgangspunkt får flygtningene lov til at beholde beløb under 3.000 kr., ure og mobiltelefoner samt vielsesringe og andre personlige ejendele med affektionsværdi.