Putin fraråder russere at rejse til Tyrkiet
Det fyger frem og tilbage med udmeldinger fra Tyrkiet og Rusland, efter et russisk fly blev skudt ned tirsdag.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, fraråder russere at rejse til Tyrkiet, efter at tyrkerne skød et russisk kampfly ned tirsdag, angiveligt fordi det krænkede tyrkisk luftrum.
De to landes udenrigsministre har nu aftalt, at de i de kommende dage vil mødes. Det oplyser det tyrkiske udenrigsministerium.
Ifølge en talsmand fra det tyrkiske udenrigsministerium vil de to lande udveksle diplomatiske og militære informationer om hændelsen.
Tyrkiet har givet udtryk for, at man håber, at hændelsen ikke fører til en eskalering af det nu kolde forhold mellem de to lande.
Den russiske præsident er dog ikke bleg for at give sin analyse af problemerne i det tyrkiske samfund.
- Problemet er ikke tragedien, som vi var vidne til i går, siger Vladimir Putin.
- Problemet stikker meget dybere. Vi ser, (...) at det nuværende tyrkiske lederskab gennem et betydeligt antal år har ført en bevidst politik om at støtte islamiseringen af landet, siger Putin ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har anklaget tyrkerne for at have planlagt nedskydningen, der efter hans opfattelse var et "velforberedt bagholdsangreb", skriver nyhedsbureauet Reuters.
Sergej Lavrov tilføjede samtidig, at det er et velkendt faktum, at "terrorister benytter tyrkisk territorium" men han afviste, at Rusland vil føre krig mod Tyrkiet.
Ifølge udenrigsministeren vil den tyrkiske nedskydning af det russiske fly påvirke de forhandlinger om fred i Syrien, der foregår i Wien.
Tirsdag var reaktionerne fra den russiske præsident også direkte.
"Et knivstik i ryggen" og "alvorlige konsekvenser" var nogle af de vendinger, som den russiske præsident brugte, da han kommenterede dramatikken i luftrummet over grænseområdet mellem Tyrkiet og Syrien.
Én af de to russiske piloter fra kampflyet blev fundet af den syriske hær, og piloten befinder sig nu i russernes varetægt.
Den anden pilot døde, efter at tyrkerne skød det russiske fly ned.