Romaer nægter at forlade teltlejr i Malmø: »De må bære os ud«
Lejren er blevet varslet ryddet, fordi den er for uhumsk og sundhedsfarlig.
Myndighederne i Malmø havde ellers givet hundredvis af romaer en frist til søndag kl. 16 til at pakke deres ting og forlade deres midlertidige bosted i lejren på Industrigatan.
Men beboerne vil ikke forlade stedet, og nu er også demonstranter og andre støtter dukket op for at modsætte sig, at lejren bliver lukket. Ifølge folk på stedet har eftermiddagen budt på mere musik og dans end pakning og flytning for de mange romaer, som ikke har tænkt sig at flytte.
»De må bære os ud. Hvis vi ikke får lov til at blive her, må vi sove på gaden,« siger en 22-årig rumæner, som bor i lejren, til nyhedsbureauet TT.
Malmø Kommune har meldt lukningen af romalejren til politiet og har bedt dem om at fjerne beboerne, hvis de ikke vil forlade stedet. Men ifølge SVT's journalist på stedet er der endnu ikke dukket noget politi op, og ingen er kommet for at låse porten ind til grunden, som man ellers tidligere har bebudet.
Ifølge de svenske medier er det langt fra alle af lejrens beboere, som har valgt at forlade grunden frivilligt inden kl. 16.
Rydningen af lejren har været undervejs længe, og myndighederne begrunder valget med, at det simpelthen er blevet for farligt for mennesker at opholde sig i området.
»Vi har taget beslutningen for indbyggernes skyld. Vores opgave er at beskytte menneskers sundhed og miljøet. Her drejer det sig om direkte sundhedsfarlige boliger,« siger Jeanette Silow, der er chef for miljø- og sundhedsforvaltningen i Malmø, til SVT.
Det er bl.a. manglen på sanitet, der har fået politikerne til at lukke lejren. I løbet af de par år, der har boet migranter - primært romaer fra Rumænien - på grunden, har der hobet sig bunker af affald op, og naboerne har klaget over store mængder menneskeafføring i buskadset og udbredt prostitution i området.
Malmø Kommune anslår, at der på et tidspunkt i år boede omkring 400 EU-migranter i lejren. Hvor mange, der nu bor, er uvist, men formentlig mellem 150 og 200. Der er arrangeret overnatningsmulighed til 50 af migranterne, men det vides ikke, hvor resten af indbyggerne har tænkt sig at bosætte sig, hvis lejren bliver ryddet.
Flere af romaerne har over for svenske medier sagt, at de gerne vil forlade lejren, hvis kommunen kan anvise dem et andet sted at bo.