Tysk politiker: »Tysklands grænser vil blive lukket med eller uden Merkel«
Den tyske statsleder er hårdt presset af sine regeringspartnere for at føre en strammere asylpolitik.
Den tyske kansler Angela Merkels venlige og imødekommende kurs over for asylansøgere kan ikke fortsætte. Det mener flere tyske toppolitikere.
Hvis kansleren alligevel insisterer på at holde Tysklands grænser åbne, vil opbakningen til hende smuldre, og i sidste ende vil hun blive nødt til at træde tilbage.
Det siger Hans-Peter Uhl, som er medlem af den tyske forbundsdag for regeringspartiet CSU, ifølge tyske medier til papirudgaven af avisen Frankfurter Allgemeinen Sonntagszeitung.
»Grænserne vil blive lukket med eller uden Merkel,« siger den tyske politiker og tilføjer, at hvis Angela Merkel alligevel går imod folkets ønske, »kan hun ikke blive ved med at være kansler.«
Hans-Peter Uhl har siddet i forbundsdagen siden 1998, hvor han fra 2005-2013 var indenrigsordfører for hele CDU/CSU-gruppen og formand for partiernes arbejdsgruppe på indenrigsområdet.
Han er nu, i kraft af sin uddannelse som advokat, blevet justitiar - en slags juridisk rådgiver - for de to partier og er kendt for at ønske en langt hårdere linje over for flygtninge og migranter end Angela Merkel.
CSU er søsterparti til Angela Merkels parti CDU, og det er første gang, at en politisk støtte er så klar i mælet, når det handler om kanslerens flygtningepolitik og den efterhånden smuldrende opbakning til de åbne grænser.
Kansleren har lørdag forhandlet med sine regeringspartnere, partilederen fra CSU, Horst Seehofer, såvel som den socialdemokratiske leder, vicekansler Sigmar Gabriel, om en fremtidig asylpolitik for Tyskland.
Horst Seehofer, som er ministerpræsident i den hårdt pressede sydtyske delstat Bayern, har endda i klare vendinger fortalt offentligheden, at han vil have Angela Merkel til at komme med en plan for, hvordan hun vil begrænse tilstrømningen af asylansøgere.
Den plan skal foreligge senest efter søndagens krisemøde om asylpresset, hvor de tre partiledere igen skal forsøge at blive enige om en løsning.
»Jeg vil bedømme, om regeringen er i stand til at imødekomme Bayerns krav om at styre og begrænse indvandringen. Hvis jeg ikke har held med dette, må vi overveje, hvilke andre muligheder vi har,« sagde Horst Seehofer tidligere på ugen ifølge Tagesspiel til Passauer Neue Presse.
Tyskland regner officielt med at tage imod 800.000 asylansøgere i år, men ifølge Frankfurter Allgemeinem Sonntagszeitung har Angela Merkel meddelt de andre EU-ledere, at man snarere regner med at tage imod en million asylansøgere.
Instituttet Forsa lavede tidligere på ugen en meningsmåling for ugemagasinet Stern. Målingen viste, at opbakningen til CDU og CSU er faldet med to procentpoint til 36 pct., hvilket er det laveste niveau i tre år. Flere andre målinger har også peget på, at den folkelige støtte til Angela Merkels åbne grænser er faldende.