Fortsæt til indhold
Europa

Toppolitikere diskuterer: Skal vi have bevæbnede vagter på tog i Europa?

Der er flere konkrete forslag på bordet for at forbedre sikkerheden på internationale tog i Europa. Toppolitikere mødes i dag.

Der er almindelig konsensus om, at det var en kombination af held og en række passagerers snarrådige indgriben, der forhindrede et blodbad om bord på et nordfransk højhastighedstog for lidt over en uge siden.

Den 25-årige, svært bevæbnede marokkaner, der mistænkes for at ville skyde og dræbe folk om bord på toget, blev overmandet af bl.a. to amerikanske soldater, der ikke var i tjeneste, men trods det, at angrebet blev stort set afværget og "kun" én passager blev såret, har det sat gang i overvejelser på allerhøjeste sted i EU om, hvad man kan gøre for at forhindre, at en lignende situation opstår.

Derfor mødes indenrigsministrene fra EU-landene Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Italien, Spanien, Belgien, Luxembourg, Holland og ikke-EU-landet Schwiez lørdag i Paris for sammen med bl.a. EUs anti-terror-koordinator, Gilles de Kerchove, at drøfte, hvilke tiltag kan højne sikkerheden på europæiske tog.

Det skriver flere internationale medier, herunder britiske BBC og The Independent.

Der er endnu ikke kommet noget frem om, hvad ministrene fra de mange europæiske lande kan blive enige om eller vil anbefale, men der er kommet flere konkrete forslag om mulige tiltag frem, som ministrene ventes at diskutere.

Et af dem er - som beskrevet tidligere på ugen - at man ved nogle togafgange i Europa kan have sikkerhed, som den man kender fra lufthavne med metaldetektorer og andet udstyr, der skal gøre det sværere at få våben om bord på togene.

Franske soldater på patrulje på banegården Gare du Nord i Paris.

Den 25-årige mistænkte terrorist fra det franske højhastighedstog havde bl.a. en kalashnikov-riffel, en pistol, 270 patroner, en mindre kniv og benzin med sig. Han er indtil videre fængslet og fastholder over for de franske myndigheder, at han havde i sinde at berøve passagererne, og at han havde fundet våbnene i en park i Bruxelles.

Et andet tiltag, som ministrene ventes at drøfte i Paris lørdag, er, om der skal bevæbnet sikkerhedspersonnel om bord på nogle af de internationale afgange, som så vil kunne gribe ind over for et eventuelt nyt angreb i stil med det på højhastighedstoget mellem Amsterdam og Paris.

Et tredje tiltag, der ifølge BBC skal drøftes lørdag, er, om det vil være gavnligt med en større udveksling af information mellem landene i Europa, så myndighederne i ét land advarer myndighederne i et andet, hvis en mistænkt terrorist er på vej.

Efter angrebet på toget i Frankrig er det kommet frem, at den mistænkte marokkanske terrorist tidligere på året blev sat i forbindelse med et mislykket terrorangreb i Belgien, hvor belgiske anti-terrorenheder en uge efter angrebet på Charlie Hebdo i Paris slog til mod formodede terrorister og dræbte to af dem. Han har dermed været i myndighedernes søgelys allerede inden angrebet for en uges tid siden.

Siden snakken om øget sikkerhed på især de internationale tog i Europa begyndte kort efter det seneste angreb, har eksperter advaret mod at indføre meget omsiggribende foranstaltninger uden at reflektere over deres konsekvenser.

Det tyske medie Deutsche Welle har talt med sikkerhedsspecialisten Hervé Borrion fra University College London, og han medgiver, at den slags sikkerhed med bl.a. scannere til passagerer og baggage, som man taler om på lørdagens møde, allerede eksisterer andre steder i verden, bl.a. i Kina og Indien.

"Men de har haft plads til at udvikle deres stationer til dette formål. I Europa har vi mange stationer uden plads til den slags udstyr," siger Hervé Borrion til Deutsche Welle.

Ud over de praktiske problemer med at få plads til udstyret i Europa peger Borrion også på det mere principielle spørgsmål om, hvorvidt man skal ændre alt på baggrund af et enkelt angreb.

"Hvis vi ændrer alt, med det samme der er et enkelt angreb, så har vi hurtigt ændret halvdelen af vores byer og f.eks. indført sikkerhedsscannere i biografer."

Andre eksperter peger ifølge Deutsche Welle på, at det er omsonst at tro, at man med øget sikkerhed kan forhindre angreb i fremtiden, og at man risikerer at flytte terroristernes fokus fra f.eks. tog til indkøbscentre og andre steder, der ikke har den store sikkerhed.

I Spanien - der i 2005 blev ramt af et voldsomt bombeangreb mod sit togsystem i Madrid - har man i et stykke tid haft sikkerhedsscanninger af passagerer på nogle intercity-afgange, og Belgien har efter det afværgede angreb forleden indført politipatruljering på tog i landet.

Eurostar-toget, der kører via Den Engelske Kanal mellem London og Paris har krav om, at passagerer viser pas og lader deres baggage udsætte for sikkerhedskontroller.