Fortsæt til indhold
Europa

Rasende grækere laver bål og kaster med brandbomber

Parlamentet skal onsdag stemme om reformer, og i Athens gader kastes brandbomber mod politiet.

Mens hele Europa afventer resultatet af afstemningen om de internationale kreditorers reformkrav i det græske parlament, har nogle få tusinde vrede demonstranter samlet sig på Syntagma-pladsen foran det græske parlament, hvor de råber slagord og kaster med sten og molotow-cocktails. Politiet, der er mødt talstærkt op, har svaret igen med tåregas.

Parlamentet skal stemme om fire af de krav, som EU har stillet i forbindelse med en nylig aftale, der skal bane vej for videre forhandlinger om ny lånepakke til det kriseramte land.

For at de andre Euro-lande igen åbner for pengekassen og yder akut krisehjælp til Grækenland, skal parlamentet vedtage at hæve momsen og pensionsaldere, sænke pensionerne og sidst men ikke mindst, sikre at landets statistikbureau er uafhængigt af regeringen, så kreditorerne kan få uvildige informationer om landets tilstand.

De demonstranter, der onsdag aften er mødt op foran parlamentet, tilhører alle den yderste venstrefløj, "og de råber slagord mod fattigdom og facisme," fortæller Jyllands-Postens korrespondent i Athen, Solveig Gram Jensen.

"Adspurgt om de er mere venstreorienterede end regeringspartiet, Syriza, svarer de klart ja, og sætter spørgsmålstegn ved, om Syriza i det hele taget mere er venstreorienteret," siger Solveig Gram Jensen.

Efter lange forhandlinger indgik den græske premierminister, Alexis Tsipras, mandag en aftale med de øvrige eurolande, og det er lykkedes ham at overbevise de græske vælgere om, at det var det bedst opnåelige resultat, han kom hjem til Athen med.

Trods dette har Tsipras måttet hente hjælp hos oppositionspartierne i parlamentet, for at sikre et ja til reformforslagene. For allerede mandag meldte flere af medlemmerne af hans eget Syriza-parti ud, at de ikke kunne støtte forslagene, ligesom lederen af det lille koalitionsparti Uafhængige Grækere, Panos Kammenos, afviste at stemme for forslagene.

Ikke desto mindre viser en opinionsundersøgelse fra tirsdag aften, at mere end 70 pct. af de græske vælgere håber, at parlamentet stemmer ja til reformkravene.

"Det kan virke paradoksalt, efter at de for godt en uge siden stemte nej til den forrige reformpakke, men Tsipras forsikringer om, at det er det bedst opnåelige resultat, kombineret med lukkede banker og begrænsninger på, hvor mange penge grækerne kan hæve om dagen, har gjort vælgerne bløde. Nu siger de ja til reformkravene og til gengæld får de tre års ro, til at få landet på fode igen," fortæller Solveig Gram Jensen fra Athen.