Fortsæt til indhold
Europa

Dagen efter Germanwings tragedie: Pilot fik nervøse passagerer på vingerne

Et øjeblik var alle på flyet helt stille, så klappede de af piloten og hans gestus.

Mindre end 24 timer efter at et fly fra Germanwings styrtede ned i de franske alper og tog 150 menneskeliv med sig, var Britta Englisch ved at gå om bord i et andet fly fra selskabet, der skulle flyve hende fra Hamborg til Köln.

”Flyvningen var morgenen efter nedstyrtningen. På det tidspunkt kendte man ikke nogen detaljer, og alt var ren spekulation. Logisk set var det klart for mig, at Germanwings nok var det sikreste flyselskab den morgen, de dobbelttjekkede alle fly og piloter og besætning kunne frit vælge, om de kunne flyve eller ej. Jeg havde alligevel denne her følelse i min mave. Følelser er ikke logiske, er de?” siger hun til Time.

Dagen efter flystyrtet vidste ingen endnu, at tragedien, der kostede 150 mennesker livet, fandt sted, fordi andenpiloten, Andreas Lubitz, med vilje styrede flyet direkte ind i en klippevæg. Der blev derfor spekuleret om, hvorvidt en teknisk fejl på Germanwings’ Airbus fly havde været skyld i styrtet.

Britta Englischs bekymring blev dog mindre, da piloten personligt bød hende og hver enkelt af de andre passagerer velkommen, da de trådte ind i flyet. Hvis nogen virkede særligt nervøse, snakkede han med dem, fortæller hun.

Efter at alle passagerer var kommet om bord, tog piloten mikrofonen i stedet for at gå ud i cockpittet og gøre klar til afgang.

Han introducerede sig selv og sin besætning, fortalte om hvordan han havde det, og om at flere af besætningsmedlemmerne kendte nogen, der var omkommet i flystyrtet, og så sagde han, at han også havde en urolig fornemmelse ved ikke at vide, hvad der skete med 4U 9525, siger Britta Englisch, der til daglig er PR manager.

Piloten fortsatte med at fortælle, at både han og besætningen var på arbejde frivilligt den dag, og at han havde dobbelttjekket flyet samme morgen. Og så fortalte han sine nervøse passagerer, at han har en kone og børn, som han elsker, at besætningen også har personer, som de elsker, og at han vil gøre alt for at vende sikkert hjem til dem hver aften.

Normalt har folk travlt med at tjekke deres telefoner en sidste gang eller læse avis, mens besætningen byder velkommen om bord på fly, men da piloten var færdig, var hele flyet stille.

Og så klappede alle passagererne.

Senere skrev Britta Englisch en besked på Germanwings Facebook side, hvor hun sagde tak til piloten for ikke at gemme sig i cockpittet men i stedet lade passagererne blive en del af de følelser, som det gav at flyve dagen efter, at et fly fra samme selskab var styrtet ned.

Det var ikke meningen, at hendes tak skulle få så stor opmærksomhed fortæller hun til Time, men siden, at hun skrev den torsdag eftermiddag, har den fået mere end 320.000 likes og er blevet delt næsten 20.000 gange.