Fortsæt til indhold
Europa

Medier: Germanwings-pilot låst ude af cockpit inden styrt

De sorte bokse fra Airbus-flyet har muligvis afsløret et drama i minutterne inden styrtet.

En af piloterne på det Germanwings-fly, som tirsdag styrtede ned i det sydlige Frankrig med 150 personer om bord, havde forladt cockpittet, inden flyet begyndte at tabe højde.

Men piloten var ikke i stand til at komme tilbage ind i cockpittet, inden Airbus-flyet ramte en bjergvæg.

Selvom piloten forsøgte at smadre døren for at trænge ind i cockpittet, lykkedes det ikke.

Det fremgår af oplysninger fra efterforskningen af flystyrtet, som er lækket til internationale medier og nyhedsbureauer.

Både New York Times og det internationale nyhedsbureau AFP har talt med kilder tæt på efterforskningen, som anonymt har videregivet de nye - og temmelig uhyggelige - oplysninger om minutterne inden flystyrtet.

Oplysningerne stammer fra de informationer, der er lagret på flyets to sorte bokse - dels med informationer om flyets manøvrer, dels med optagelser af besætningens samtaler i cockpittet.

Heraf fremgår det, at den ene af piloterne forlader cockpittet - det kan ikke afgøres, om det er kaptajnen eller førstepiloten, men tilsyneladende bliver mødt af en låst dør, da han forsøger at vende tilbage.

På boksens optagelser kan man høre, at et sæde bliver skubbet tilbage, hvorefter cockpitdøren åbnes og lukkes.

”Piloten uden for banker svagt på døren, men der kommer ikke noget svar. Derefter slår han hårdere på døren, og der er intet svar. Der kommer aldrig et svar,” siger en højtstående militær kilde, som deltager i efterforskningen, til New York Times.

”Du kan høre, at han forsøger at sparke døren ind. Vi ved endnu ikke, hvorfor en af mændene gik ud. Men det ligger fast, at lige før flyvningen ender, er den anden pilot alene, og han åbner ikke døren,” siger kilden.

Lydoptagelserne giver ingen forklaring på, hvad piloten i cockpittet foretager sig, eller om han eventuelt har fået et ildebefindende.

På optagelserne kan man høre alarmen, der går, når flyet kommer for tæt på jorden.

Optagelserne indikerer heller ikke uoverensstemmelser mellem piloterne. Ved flyvningens begyndelse kan man høre piloterne tale professionelt og ”meget cool” sammen, siger kilden. Samtalen foregår på tysk, og intet tyder på en konflikt mellem piloterne.

Onsdag var en af de fremherskende teorier i flere medier, at et pludseligt fald i kabinetrykket kan have udløst katastrofen, hvis piloterne ikke havde nået af få deres iltmasker på og derfor havde mistet bevidstheden.

De nye oplysninger udelukker tilsyneladende den forklaring.

Flyet befandt sig over kysten ved Marseilles, da det pludseligt begyndte at miste højde. På intet tidspunkt under nedstigningen, der varede knap 10 minutter, var der kommunikation fra cockpittet til flyveledere eller tegn på en nødsituation.

Officielt er der endnu ikke kommet en forklaring på flyulykken, der skete i klart vejr tirsdag formiddag. Begge piloter på Airbus-flyet, der var på vej til Düsseldorf fra Barcelona, var erfarne med tusindvis af flytimer bag sig, har Germanwings oplyst.