USA vil sende militærkonvoj ned gennem Europa
Seks østeuropæiske lande vil inden længe få besøg af en amerikansk militærkonvoj, der skal vise Nato-flaget.
Det amerikanske militær vil inden længe sende en konvoj med soldater og pansrede mandskabsvogne på en næsten 2.000 km lang tur ned gennem seks europæiske lande.
Turen vil hovedsageligt foregå i såkaldte pansrede Stryker-køretøjer, som det amerikanske militær råder over tusindvis af.
Det bekræfter det amerikanske militær over for CNN.
Detaljer om hvornår, med hvor mange soldater og køretøjer og præcist hvor, konvojen vil foregå, er endnu ikke kommet frem, men det ligger ifølge en talsmand for den amerikanske hær i Europa fast, at indbyggere i landene Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet og Tyskland inden længe vil kunne se konvojen og dens soldater, der vil overnatte i det fri, efterhånden som konvojen kommer fremad.
Den amerikanske konvoj tjener ifølge talsmanden for det amerikanske militær i Europa to hovedformål:
"Konvojen er en meget synlig demonstration af Natos evne til at flytte militære styrker frit over allierede grænser i et tæt samarbejde," siger talmanden for den amerikanske hær i Europa, oberstløjtnant Craig Childs, ifølge CNN.
Det andet formål er ifølge Childs at skabe relationer mellem soldaterne og de lokale befolkninger i de lande, de kommer til, så de amerikanske soldater får en bedre forståelse for de kulturelle forskelle, der er indeholdt i Nato-alliancen.
Tropperne i konvojen vil være fra 2. kavaleriregiment, der normalt er udstationeret i Vilseck i Tyskland. Med at yde luftovervågning assisterer soldater fra den amerikanske 12. Combat Aviation Brigade. Mange af soldaterne har på det seneste deltaget i øvelser i Polen og Baltikum.
Konvojen beskrives som usædvanlig, idet det normalt er nemmere at transportere tunge kampkøretøjer som den amerikanske Stryker på togvogne.
Konvojen skal ses i lyset af de øgede spændinger, der siden Ruslands annektering af den ukrainske Krim-halvø og krigen i det østlige Ukraine, har været fremherskende blandt især Natos østeuropæiske allierede, der er nervøse for, hvad Rusland kan finde på.
Men også amerikanerne har fået øjnene op for den øgede russiske aktivitet i området og den trussel, det på lidt længere sigt kan få for sikkerheden i Nordamerika.
Således talte lederen af Norad, der står for den amerikanske militære sikkerhed i luften, admiral William Gortney, torsdag ifølge CNN for det amerikanske senats udvalg for de væbnede styrker og advarede om, at Ruslands øgede aktivitet i luften og til søs kan true den amerikanske og canadiske sikkerhed.
Det er især russernes bestræbelser på at kunne sende langtrækkende krydsermissiler med konventionelle sprænghoveder fra sine bombefly, ubåde og krigsskibe, der bekymrer admiralen, idet Rusland så får mulighed for at angribe med mindre omfattende våben end atomvåben.
"Fortsætter disse trends over tid, vil Norad stå over for en stigende risiko i arbejdet med at forsvare Nordamerika mod russiske krydsermissil-trusler og trusler fra luften og fra havet," sagde William Gortnet blandt andet.
Han pegede på, at tunge russiske bombefly har fløjet flere patruljer uden for russisk luftrum i løbet af det seneste års tid end på noget andet tidspunkt siden afslutningen på den kolde krig.
"Vi har også været vidne til en forbedret russisk evne til at kombinere langtrækkende flyoperationer med andre elementer af det russiske militær, herunder efterretningsindsamling fra luften og havet, der kan bruges til at overvåge Norads modsvar."